BØRNEPSYKOLOGENS BLOG

Også når det føles, som om barnet selv er ude om det, ligger ansvaret hos den voksne – det er aldrig børnenes skyld, når den voksne får store følelser!

Min mission har i årevis været at hjælpe forældre/familier, så børnene kan komme i trivsel. Hele mit virke som psykolog har børnenes sunde mentale udvikling som omdrejningspunkt. Det at være i trivsel, at have det godt, så børnenes hverdagsliv både hjemme og ude, giver gode muligheder for at barnet slipper for at tage ansvar for andre end sig selv. Fx at skulle regulere forældrenes følelser nedad i ophedede skænderier, så konflikterne stopper. Eller at overtage den voksnes bekymring og spille med på den adfærd, forælderens angst forlanger af barnet.

Du får det lige igen: Det er ALDRIG barnet, der har ansvaret for den voksnes følelser. Alligevel er det den mest almindelige dynamik og de mønstre der kommer til udtryk i hverdagen og som jeg hører om i terapien. Den voksne vil have et barn der skal gøre noget andet, så der bliver større harmoni og så vi kan hygge os. De får sjældent helt øje på deres egen rolle i konflikten, når de skælder ud, frustreres eller bliver afmægtige.

Nudging med store bogstaver – forælder; kig indad!

Hvis du læser dette som en opsang til de voksne, har du fuldstændig ret i, at det er sådan det forholder sig. Det er kærligt ment og det er for børnenes skyld.

Vores egen dårlige barndom, psykiske sygdom, stress eller følelse af at være udmattet, skilsmisse, konflikter på arbejdet, fejlslagne slankekur, fysiske sygdom, kroniske smerter, følelse af at livet bare går, egen forælders sygdom eller død, overgangsalder, utilfredsstillende ægteskab, og hvad du ellers tænker som årsagen til dit manglende overskud, din korte lunte eller dårlige humør, er kun undskyldninger.

Ræk ud efter hjælp hvis ikke du kan overskue at klare det selv . Selvfølgelig kan det være lammende skamfuldt at erkende, at man ikke har de fornødne kræfter, men er det alligevel ikke bedre at bide i det sure æble nu end have en dårlig relation til dit barn i årevis?

For en generation siden var det den voksne, der bestemte stort set det hele og barnet skulle rette ind og makke ret. Det var både i hjemmet og ude. Det var der ret meget dårligt at sige om og derfor har der været bølger af bevægelse mod at se barnet som et selvstændigt individ, med egne rettigheder. Godt for det!

Det er vigtigt at lytte til barnets perspektiv på deres egen situation og trivsel. Ikke bare her-og-nu, men på den lange bane for at give barnet en oplevelse af at have værdi.

'Den sorte skole' og det entydige patriarkat har vist sig at underminere meget af barnets selvværd og selvtillid, der ikke havde en stemme eller blev hørt. Der har været en lang bevægelse i modsat retning og inddragelsen af barnet er blevet synonym med det gode forældreskab. Barnet skal inddrages i beslutninger og mange daglige gøremål er blevet lystbetonet som mål. Der er ikke så mange skal-opgaver tilbage og man kan godt indrette sin dag, så det kan lade sig gøre at bruge en halv time på at få tøj på og komme ud af døren om morgenen. Det er der dog ingen, der vinder noget ved. Heller ikke det barn, der får en rolig start, for det får for meget ansvar for situationen, når det selv må bestemme.

Det er blevet langt mindre acceptabelt at være meget tydelig som forældre. Det moderne forældreskab fordrer, at man skal være anerkendende, forstående, se barnet behov og lytte til barnet. Ellers er man dømt gammeldags og en dårlig forælder. Det ser også ud til, at barnet ad den vej får styrket sig selv og bliver både socialt kompetent og roligt inden i.

Det er ikke det samme som at resignere og at vælge at gå på æggeskaller for at undgå barnets store følelser. Den voksne har ofte en ængstelse i de daglige gøremål, for meget af det der sker, skal foregå på barnets præmisser, så de ikke bliver for vrede, eksplosive på den ene side eller for ulykkelige på den anden. For den form for anerkendelse der munder ud i resignation og opgivenhed kommer ofte til at stå alene. Derfor kommer forældrene hos mig i frustration. For anerkendelsen kan netop ikke stå alene.

Tydelighed som forælder handler netop om at se barnets behov for ikke at have det fulde ansvar og at hjælpe barnet til at hvile i, at den voksne griber dem og har styr på tingene.

Forælderen skal bane vejen, men samtidig gå bagved barnet

Så forælderen skal både gå foran ved at vise vejen, som den gode rollemodel; gøre, som de ønsker at barnet skal gøre. Fx ved selv at bevare roen, vente, dele, sige deres mening i en god tone.

Samtidig taler jeg tit om, at forælderen skal gå bag ved barnet. Ikke forstået på den måde at barnet skal tage skraldet og gå forrest ad ukendte veje alene, men at den voksne skal lade barnet begå fejl og derefter hjælpe. Barnet har behov for at få nye erfaringer, som de skal lagre i deres hukommelseskartotek af god idé/knap så god idé.

Fejl er her tænkt som en mulighed for at mærke frustrationen i sig selv. Først når barnet har mærket frustrationen, kan vi hjælpe og bakke op. Vi kan sætte ord på barnets følelser, låne dem en kategori (vrede, ked, forvirret, frustreret, bange)  for hvad der sker indeni – som det nu selv kan mærke – og vi kan lytte til barnets oplevelse af, hvad der gik galt. Ad den vej får de en brugbar erfaring, der kan lagre sig til næste gang, der kommer en oplevelse, der ligner. Vi kan og skal ikke være på forkant med alting for så kan barnet ikke mærke sig selv. Det at mærke sig selv er forudsætningen for at få en sund kerne, at have en integreret forestilling om selvet eller sagt på moderne dansk et godt selvværd.

I gamle dage var opdragelsen hård og barnets følelser og behov blev ikke tilgodeset, derfor er det virkelig godt med alt den fokus på barnet med øje for den sunde udvikling. Det er dog tippet for langt over i den anden retning.

Der er en tendens i tiden til, at følelser får lov til at være det styrende for samvær og for leg og læring. Hele sprogbrugen er drejet hen mod at føle og man kan ofte opleve sig krænket eller grænseoverskredet, når andre siger eller gør noget, der 'føles forkert inde i mig’. Det er i min optik ikke vejen til mental sundhed. Der er en grund til at vores hjerne mest er designet til at tænke sig om. Det er her læringen opstår; gennem at forsøge og efterfølgende lære af fejl. Vi bruger vores frontallapper til at huske tidligere erfaringer, vurdere den bedste vej frem i nuværende situation og regne konsekvensen af handlingen ud. Amygdala og det limbiske system er områder i hjerne, der ikke kan tænke sig særlig godt om.

Følelsessystemet er blevet hædret og ført frem i lyset som det pure guld. Det er her, forældre spørger ind til barnets lyst og ønsker, mere end at tænke ind i deres reelle behov.

Der kommer for stort fokus på, at barnet skal høres – ikke at barnet ikke skal, men barnets ord bliver vejen frem. Barnet vil gerne samarbejde med den voksne og får de stillet et spørgsmål, de ikke rigtig har udviklingsmæssig kapacitet til at forholde sig til, vil de forsøge at svare det, som de tror, den voksne vil høre. Eller holder stædigt fast på, at de ikke er træt eller vil have børstet tænder... og måske af den grund får lov til at slippe for at gøre klar til at gå i seng, som den voksne egentlig godt ved er det gode at sørge for.

Det vil sige, at i forhold til beslutninger de bliver bedt om at træffe om sig selv i en alt for tidlig alder, får svaret for stor vægt. Et barn, der med meget stor tydelighed i fagter og volumen ikke har lyst til at skilles fra mor for at gå ind i skolen, har ikke brug for, at mor går med ind eller at få lov til at komme med hjem igen. Det har LYST til det, fordi de føler sig for bange og utrygt til at give slip på den voksne. For ofte kan den voksne give efter enten for at mindske barnets eller sit eget ubehag.

Giver den voksne efter og gentages denne undgåelse af det svære, vil det gradvist over tid udvikle sig til et behov for at få reduceret ubehag og frygt. Det smitter. Hvis den voksne opfanger en utryghed, som de vil reducere hos barnet ved at undvige det svære, sker der desværre det modsatte. Man får bekræftet, at det nok er for svært og utrygt at være i skolen og det gør det vanskeligere at komme igen i morgen.

Den tredje vej

Jeg tænker, der er en tredje vej, en vej på hvilken barnet bliver hørt, lyttet til, anerkendt, set, inddraget i lige så høj grad den voksne har brug for.

Men det er stadig den voksne, der bestemmer og viser vejen. For barnet har ikke tilstrækkelig livserfaring, abstraktionsniveau eller forståelse for konsekvenserne af deres valg. De har ikke lagret så mange erfaringer, som de kan trække på og så bliver det rent gætværk om, hvad der er det bedste at gøre.

Vi voksne har erfaring, som vi skal understøtte barnet i selv at få. Så barnet skal begå fejl, de skal mærke, at de begår fejl og først her skal de hjælpes til at komme videre fra fejlen, fra frustrationen, fra den ubehagelige følelse. For at vide, både hvad følelsen er og hedder og hvad man gør for at løsne den indeni sig, skal de opleve den og have sat ord på af den voksne.

Det er svært at formidle på skrift, den omsorg der ligger i ordene ovenfor, når jeg forklarer det til forældrene i rummet. De gør jo det, de gør, af kærlighed og omsorg for barnet og i den allerbedste mening. De rammer dog skævt og det er ikke hensigtsmæssigt for nogen at have for mange følelser med i snakken og at lade barnets følelser vinde for at forsøge at undgå en konflikt.

Tydeligheden virker til alles bedste, både min som psykolog og den forældrene får frem i sig selv

Jeg er lidt en hård hund, når jeg sidder med forældre i terapien, men det er en kæmpe lettelse for dem at møde min tydelighed, for jeg ejer ikke skyggen af tvivl på, at det jeg formidler til dem, er den rigtige vej. Det er lige det, de har behov for. Der er masser af modstridende viden at finde og hvem har ret? Min metode er ikke en synsning eller noget, jeg føler, den læner sig op ad gennemprøvede teorier fra anerkendte børne- og udviklingspsykologer - og den virker!

Tit kommer forældrene tilbage allerede ved anden eller tredje session og fortæller, at de kan se den store forandring i relationen med barnet, der følger med det at tage ansvar gennem det, jeg kalder tretrinsraketten. Spejling – anerkendelse – retningsanvisning.

Det har hos mine modige klienter gennem mere end tyve år hjulpet rigtig mange børn i trivsel, at forældre anvender denne simple (men til tider ret svære) tilgang.

Jeg taler ofte ind i, at forælderen ikke behøver at have deres egne følelser i situationen med barnet. Når de bliver fx vrede, er det deres eget, der kommer frem. Man kan med fordel have et filter og/eller være en smule mere mekanisk i dialogen med et frustreret eller modvilligt barn, for ad den vej bevarer man sin egen ro. Med den voksnes egen ro hjælpes barnet længere ned i arousal ved signalet om, at der ikke er fare og alt er godt.

Der er nogle gange (faktisk ret tit) stor forundring i rummet, når jeg nævner, at man ikke behøver at have følelser med i snakken – at barnet bedre kan høre den voksne, hvis der ikke er vrede, frustration eller lurende trussel med i snakken. Det giver dog hurtigt virkelig god mening for med ganske få øvelser gør det den ønskede forskel. Barnet samarbejder og det er nemmere for begge parter at være på samme hold. De mærker nærværet og samhørigheden, OGSÅ når tingene bliver svære. For det kan mærkes hos barnet, at det ved, at den voksne ikke er imod dem, bare fordi det får store følelser. Derfor behøver der ikke længere at være helt så store følelser. For de bliver set, hørt og anerkendt af de personer, der både skal gå forrest og vise vejen, mens de samtidig tillader, at barnet snubler lidt undervejs.

At gå fra at være en lille familie på tre til en familie på fire er normalt en kæmpe omvæltning for alle. Den lille guldklump har været omdrejningspunkt for forældrenes udelte opmærksomhed i hele sin levetid og skal nu til at dele med en skrigeballon, som af uforklarlige grunde optager forældrene meget. Pludselig er førstefødte ikke særlig charmerende, når han eller hun kaster med legetøjet eller ikke vil spise sin yoghurt og det giver anledning til skældud og irettesættelser, hvor det før var et lille stykke pædagogisk arbejde, som de i ro og mag fik redt ud. Der var ingen deadline, for der var ikke andres behov at dække.

Den nye virkelighed for storesøster eller storebror vil påvirke barnet forskelligt afhængig af deres alder. Det ældre barn ved jo mere og vil forstå, at de til tider må udsætte egne behov. Jo længere tid barnet har haft til at få skabt en tryg tilknytning til de voksne og lært at klare sig selv, des bedre vil det være i stand til at lege alene med ro på systemet, mens babys behov bliver dækket.

Tumlingen eller barnet op til to år, der skal være storesøster eller storebror, har pga deres udviklingstrin og hjernens begrænsede forståelse af empati og impulskontrol svært ved at behovsudsætte. De har ikke den hjernemæssige kapacitet til at begribe, at de skal vente og tilsidesætte egne behov, når den lille skriger på mad eller en ren numse og de har bestemt heller ikke lyst. Det kan give voldsomme konfrontationer og konflikter, hvor den i forvejen pressede forælder kommer til at have for store forventninger og dermed i sin egen oprørte eller frustrerede tilstand kommer til at sige og gøre ting, forvente en adfærd, som barnet ikke kan leve op til.

Hvad gør man så?

Der er tre hovedpunkter hvor man kan sætte ind: Hierarkiet, anerkendelsen, grænserne.

Hierarkiet

I et hvilket som helst sundt fungerende system er der et tydeligt hierarki. I en familie er den nyfødte nederst i hierarkiet, også selvom man intuitivt skulle tro noget andet. Den nyfødte er kommet til i en familie, hvor der i forvejen er roller, der er udfyldt. Den lille ny presser sig ind på noget af pladsen og skal have skabt sin egen plads med de voksnes hjælp. De skal tillade barnet at få den plads, der er tilbage, som kan undværes både fra dem selv og de ældre børn. Det er måske ikke særlig meget det kan få, men lille ny skal ikke have dén plads, som ældsten havde før, for så skubbes nr 1 nedad til at ligge i bund. Og så har vi balladen. Man skal bestemt ikke undervurdere kræfterne i den eksistentielle trussel imod at blive udstødt af flokken. Det lyder måske som store ord og selvfølgelig er det ikke tanker hos det lille barn har, men førbevidste følelser, der intensivt dukker op og det er værd at bære i mente, når man som forældre til en lille ny og en der er lidt større, kommer til at skælde ud, for det er ren afvisning.

Anerkendelsen

Hvad betyder det; det betyder selvfølgelig at alle den nyfødte behov skal dækkes, men det skal ikke være på bekostning af dem, der kom før, det vil sige det ældre barn. Den førstefødte har ikke ønsket sig en ny søskende, det er forældrenes behov. Derfor skal den ældre ikke presses til at synes, at den lille ny er helt fantastisk, når det den lille ny i virkeligheden gør, er at fratage noget som barnet før havde for sig selv. Den førstefødtes behov skal dækkes først, fx behov for kontakt, nærvær, at åbne en banan, blive hjulpet op på en stol, selvom baby kalder på opmærksomhed. Fordi det lille barn ikke kan forstå, at de skal vente og blive tilsidesat, er den bedste strategi at indtænke den 3-trinsraket som virker så godt for børn og voksne i alle aldre. Spejle – sige, det du ser. Anerkende – benævne den følelse, du tænker. Retningsanvise – fortsætte linjen, som du stak ud, før konflikten og de store følelser kom frem.

Grænserne

Grænsesætning er nemt i fredstid men noget af det mest udfordrende, når der er følelser på spil. Når forældre skal have hverdagen til at hænge sammen, er det meget nærliggende, for at undgå konflikter, at slække på eksisterende krav og regler for at få ro og komme nogenlunde helskindet igennem dagen. Det er dog at gøre sig selv en bjørnetjeneste. For ved at slække på de tydelige gode grænser, der fungerer, bliver man utydelig og barnets tryghed truet, fordi de ikke ved hvad de kan selv forvente og hvor blev forudsigeligheden så af? Den forudsigelighed som er så vigtigt for at barnet trygt kan navigere i hverdagen. At skulle tage stilling på ny til ting, der før var irriterende måske, men en selvfølge, er forvirrende og følelsesmæssigt hårdt arbejde for det lille barn.

Key takeaways:

- En to-årig er ikke tilstrækkeligt udviklet til at forstå, at det skal tilsidesætte dets egne behov for den nye. Det er vigtigt at bevare pædagogikken og roen når ældsten er trodsig, bl.a. for at minimere den forskel han/hun oplever i forældrenes tilgang til barnet som følge af babys ankomst

- Forældrene skal gøre, hvad de kan i hverdagen for at bevare den stores plads i familiehierarkiet – han/hun skal ikke presses til at give baby kærlighed eller synes den er fantastisk

- De grænser, der blev sat for barnet før, skal bevares for at skabe ro og konsistens i dets tilværelse.

Jeg er ikke rigtig klog på det med renter, inflation, investering eller økonomi i det hele taget. Jeg ved mest om det med, hvordan vi har det og jeg er blevet virkelig opmærksom på, hvor meget den økonomiske krise oven på 2 år med corona påvirker mange familier.

Rigtig mange er i 2022 blevet nødt til at ændre vaner, gøre noget andet end det, de plejer, leve med en øget opmærksomhed på, hvad tingene koster og at spare. Økonomien har trukket fokus fra andre temaer i de små hjem. Det er ikke entydigt, hvordan det påvirker børn og familiers trivsel og deres mentale sundhed. Det er dog tydeligt, at mange vælger den privatpraktiserende psykolog fra. Har man ikke en sundhedsforsikring, der dækker psykologbehandling, må denne vige for fx varmeregningen.

Måske søger færre hjælp, fordi vi nu træder et trin ned af behovspyramiden, måske flere ’tager sig sammen’. Det bekymrer mig, at et stigende antal børn og familier, der ikke trives, har ringere mulighed for at søge hjælp pga. omkostningen. Har man ikke en sundhedsforsikring, er det en voldsom udgift at søge hjælp hos privatpraktiserende psykologer. Jeg ved, at mange ikke ønsker at involvere flere end højest nødvendigt, når det knager med barnets trivsel.

Mange blander i udgangspunktet helst kommunen uden om. Trods det, at der i efterhånden mange årtier har været aftabuisering om psykisk sygdom, ligger der stadig en skam forbundet med at have børn (eller sig selv) i mistrivsel. Det er vanvittigt vanskeligt at ryste denne skam af sig, da mange tænker, at der vil blive set ned på dem, hvis de ikke lever op til billedet af den velfungerende familie. Det bliver en yderligere byrde, når det i forvejen er svært at klare hverdagen med hovedet oven vande, eller et stoisk smil til verden.

Jeg vil dog alligevel med dette skriv opfordre forældre til børn i mistrivsel om at kontakte gratis tilbud. Det kan være i kommunen, hvis I ikke kan finde hjælp i jeres netværk eller hos egen læge. Ræk ud, når I oplever, at jeres barn tækker sig fra fællesskaber, bliver mere indelukket eller reagerer mere udad end før! Der er altid en eller flere virkelig gode grunde til, at et barn mistrives og det skal ikke ignoreres eller ’opdrages’ væk. Årsagerne er i langt de fleste tilfælde at finde i et samspil mellem barnets egen psyke og dets nære relationer, samt en mulig arvet sårbarhed for psykisk sygdom i familien. Og der er hjælp at hente.

ALLE kommuner har en familierådgivning og alle i Danmark har en sagsbehandler, som bliver tildelt, når man opgiver sit cpr nr. Kommer hjælpen så med det samme? Nej, formentlig ikke, men så er I da et skridt tættere på, giv ikke op. Kig på din kommunes hjemmeside og se, hvilke tilbud der er, hvor du bor. Mange kommuner har skilsmissegrupper, angstgrupper (cool kids) pårørendegrupper eller andet. Der er også mulighed for at hente hjælp i NGOer som fx Psykiatrifonden, der både har grupper og en telefonrådgivning bemandet af dygtige fagpersoner.

Mit ønske for 2023 for familier med børn i mistrivsel er, at I tør hoppe ud i at søge hjælp, hvor den er at finde, når behovet opstår og at I ikke venter for længe.

Her kommer nogle eksempler på spørgsmål. Det vigtigste er, at de nogenlunde er afstemt til barnet alder og evner.

Hvad er 7 plus 9 - Hvad er kvadratroden af 87?

Hvilken farve får man, når man blander blå og rød – hvilke farver kan ikke blandes?

Hvad kommer efter ’p’ – hvad er en prisme?

Hvad hedder hundens baby – hvilke dyregrupper findes?

Selv den dygtigste dykker skal op efter luft

Når man taler om svære temaer, fremkaldes ubehag og man har brug for pauser. Lidt som når man dykker og skal op efter luft. Især børn har vanskeligt ved at være i den svære samtale i lang tid. De kan ikke sætte ord på, hvad der sker og måske har de ikke lært at genkende følelsen, de bliver fyldt op af. De ved kun, at det er voldsomt ubehageligt og at de vil have følelsen væk!

I samtalen med børn om det svære bliver det netop tydeligt, når de er ramt af fx tvangs- eller bekymringstanker. De bliver aktiveret af at tale om og barnets tanker kredser om dem. Det er ikke rart lige i nuet at tænke på det, som de kommer for at få afhjulpet.

”Du er så god til at tale med børn”, hører jeg tit fra forældre, der er nået et punkt i deres bekymring og afmagt, så de ikke kan se vejen frem. Jeg holder også virkelig meget af de gode snakke jeg har med børn generelt og især de der kommer i terapien, når det lykkes. For det er ikke altid nemt at tale med børn.

Kan man sige noget forkert, så det bliver værre?

Mange forældre kan godt blive nervøse for, om de aktiverer de svære tanker og angsten ved at spørge ind. Derfor kommer de til at undgå at gøre det. Og så sidder angsten dér og godter sig og vokser! Den elsker at blive set som noget farligt, det giver ilt.

Når barnet ikke får talt om det, der fylder, vokser det indeni og kan ’sætte sig fast’. Den omsorg, forældrene giver i stedet for, bliver en dum dans, for de vil så gerne hjælpe og barnet vil så gerne have det bedre. Det kan stå på i måneder eller nogle gange år og det går i bølger. I perioder kan det være som om, angsten eller tankerne er helt væk og derfor får de ikke søgt hjælp. Andre gange fylder det nærmest alt i familien.

Når man taler med voksne, der har en eller anden form for angst, er det meget tit sådan, at det startede, da de var barn. Det viser forskningen og erfaringen gang på gang.

Tag dit barn alvorligt – det skal ikke nødvendigvis lære at sige pyt

Så det skal tages alvorligt, når barnet har det så svært, at det i perioder er forpint og trækker sig fra de fællesskaber, de ellers nyder at være i. Når det lille barn ikke vil i børnehave eller skolebarnet ikke vil afsted, handler det om mange ting. Det er ikke udelukkende noget, der sker i institutionen, i relation til pædagoger/lærere, mellem de små børn ELLER derhjemme. Mange forældre fortæller mig, at institutionen vil have dem til at arbejde med dette eller hint for at barnet kan fungere i børnehaven eller skolen. Til kæmpe frustration. Forældrene gør alt, hvad der er muligt derhjemme og føler, at det i BH/skolens tid er de voksne dér, der har ansvaret og alle de voksne ender i afmagt. Barnet kan ikke fortælle, hvad der reelt er på spil og selvom alle omkring barnet har et ønske om at afhjælpe, kan de ikke finde nøglen og situationen bliver låst. Det kan være, at forældrene vælger at skifte børnehave, at barnet eller forældrene ønsker en anden skole og imens går tiden.

Jeg har talt med meget bange børn, der ser og hører ting, der ikke er der, har tanker om at gøre skade på dem, de elsker, at de voksne dør, mens barnet sover, eller mens barnet er væk, så de hele tiden skal være tæt på. Barnet kan måske godt sige det derhjemme, men de bange tanker går ikke væk. For angsten smitter. Den lammer og man kan som forælder i sin egen smerte over barnet – og måske med en del genkendelse fra sig selv – komme til at tale det ned og forsøge at finde løsninger, der springer over og ikke taler ind i angsten. Her bliver barnets følelser ikke anerkendt, men skubbet væk og tilbage ind i barnet.

Når forældre uvidende farer ud af mentalisering og ind i krybdyrshjernen

Mange forældre når også til det punkt, hvor de kommer op i arousal og råber ad barnet, at nu må de tage sig sammen eller lade være med at skabe sig. Eller noget andet ukonstruktivt. Og så har vi balladen og den onde selvforstærkende cirkel. Det starter med en overfladisk ro og maskeret irritation fra den voksne. På en god dag virker det måske til at få barnet ned, andre gange når den voksne hen til afmagten. Barnet ’ved’, at råberiet kommer og reagerer først ved det punkt. Barnet resignerer og der kommer ro… konflikten blev momentant sat på pause. Ingen er blevet hverken klogere, roligere eller gladere og næste gang starter mønstret forfra. Når forældre forklarer mig denne udveksling, siger jeg ofte, at de lige så godt kan råbe første gang! Det giver mening for dem, men de er naturligt nok vanvittigt frustrerede og kan ikke lade være med at reagere.

Angst camoufleret som vrede

Det barn, der ikke trækker sig fra fællesskaber, så de viser deres mistrivsel, kæmper videre i modstand, skrig, spark og skrål. Angsten bliver camoufleret af vreden og det udadreagerende barn virker ikke bange, bare kontrær. Det er her mange forældre føler sig kaldet til at få barnet til at rette ind eller makke ret. Heraf den dumme cirkel.

Rigtig mange, jeg ser, er veluddannede. De kommer til at overvurdere barnets evner. Taler ofte til fornuften mere end til følelserne, kommer måske til at gøre barnet ældre end deres alder, især hvis der er mindre søskende. De har lange sætninger og mange ord – de vil lære barnet en masse. Især når følelserne er oppe og alle er ude i tovene. De glemmer eller ved måske ikke, at den kloge hjerne lukker ned og slår fra, når følelserne tager over – både hos dem selv og hos barnet. ’Du kan jo nok forstå’, ’er du klar over hvad det gør ved mig’, ’hvordan tror du, det andet barn har det’, eller ’hvis ikke du sover nu, så ødelægger du din dag i morgen’ er alle typiske udgaver af den verbaliserede frustration. Hvis barnet skal lære noget som helst, skal fornuftssnakke tages i fredstid og kun dér.

Hjælp barnet med at skifte fokus og at arbejde sig fri af angsten lidt efter lidt

Og nu til spørgsmålene øverst i teksten. Når man har et barn der optræder oprørt bange eller vred, kommer der et tidspunkt, hvor barnet bliver overvældet i snakken. Når barnet ikke kan lade være med at være bange, kan det hjælpe at adsprede barnet. Er den voksne selv i ro, kan man fornemme hos barnet, at de ikke kan komme ud af tankerne. ’Jeg hjælper dig lige med at tænke på noget andet, som du kan koncentrere dig om i stedet for’. Her ved de, at vi ved, hvad der sker i barnet. Det giver mulighed for at blive i kontakten, fortsætte dialogen, til de falder til ro igen. Ad den vej kan den viden om, at de kan komme ud af angsten konsolidere sig i barnet og vi kan vende tilbage til det efter et stykke tid. Det løsner det sig. Barnet kan trygt tillade sig at være i de ting, der fylder, indtil de netop holder op med at fylde; angsten bliver kvalt, får ingen ilt.

Det er naturligvis ikke altid så let at få bugt med svære følelser og tanker. Nogle gange skal der sådan én som mig til for at hjælpe, men ikke altid.

Afslutningsvis kommer her en opfordring til at prøve det hjemme. Gør det! Vær modig og tal med dit barn, det kan nærmest kun blive bedre! Måske du rammer uden for skiven de første par gange, men så prøv igen. Dit barn vil føle sig set. Og det vokser man af.

Det, der før var det vigtigste budskab i forhold til corona, er vendt helt på hovedet efter to år. Coronatallene går amok og der er ingen restriktioner; børn skal ikke spritte af eller holde afstand og de voksne har ikke mundbind på. Den livsnødvendige børnelærdom, de gode vaner er ikke længere gældende.

Det betyder, at vores børn skal aflære det, der gennem to år har været vigtig læring. Det er ikke længere farligt at blive smittet, men det modsatte gjorde sig gældende lige før. Vi skulle passe på de gamle, de syge og de svage og det skal vi ikke længere.

Har en persons nervesystem været aktiveret med (for) høj arousal gennem længere tid, er det sværere at få bundniveauet ned på et hensigtsmæssigt leje. Det tager tid og selv efter lang tid, husker kroppen – det er en naturlov, at flugt-kamp systemet bliver reaktiveret, med selv en meget lille påvirkning, efter perioder med belastning.

Børn kan stadig blive bekymrede og måske nu også forvirrede, så de har stadig behov for hjælp med at håndtere det, der sker. Det har været så dybt forankret i børnene og deres gode adfærd hang sammen med frygten for smitte. De har ikke samme evne til at ræsonnere og tænke abstrakt, så for dem er det ikke helt slut endnu. Selvom de godt kan komme til at glemme det, skal der ikke meget til før, at de kommer i tanker om, at mange kan dø af corona.

Samtidig sker der uhyggelige ting imellem Rusland og Ukraine, som vi dagligt kan læse om i nyhederne. Det er en reel fare, for selv helt små børn ved, at krig slår folk ihjel.

Gode råd til snakken med dit barn om frygt for det, der reelt er farligt:

Frygten for både corona og en mulig krig skal tages alvorligt og er ikke det samme som ubegrundet angst. Når frygten kommer, så er det en bekymring for noget, der reelt kan ske og være farligt. Dit barn skal beroliges, du skal tale det svære helt ned og almengøre følelsen så meget, det kan lade sig gøre.

Undlad at sige til barnet, at det behøver/skal de ikke tænke på eller bekymre sig om – for det gør de alligevel og kan føle sig forkert for at have bekymringstankerne.

Kommunikation med de 4 K'er

Sæt dig med barnet, tal med en ærlig ro og tag dig tid til at lytte og forklare i korte, klare, konkrete og kærlige sætninger. Kærlige her i betydningen en udgave af sandheden, der er pyntet, gjort nemt spiselig og ufarlig. Det kan byde dig principielt imod, men det er barnets behov at høre den gode udgave, den hvide løgn.

Børn, der er konkret tænkende, skal have helt bogstavelige forklaringer. Sig fx:

-         Rusland og Ukraine er uvenner og det er to lande meget langt væk fra Danmark. Der er ikke nogen, der kommer her og laver krig. Det er ikke farligt for os. De danske soldater passer på os, så der ikke sker noget, selvom de andre er uvenner.

-         Det er helt naturligt, at du er bange. Det har været meget farligt med corona, men det er det ikke længere. Sygdommen er mindre. Den kan ikke skade nogen så meget mere. Lidt som en kæmpe storm der er blevet til en lille vind.

Budskabet skal være, at vi voksne har styr på det og at der, hvor der er uro er langt langt væk, det har ikke noget med os at gøre, det kommer aldrig her hen, og at i Danmark er der trygt at være.

For de små og yngre børn er krig slet ikke et tema, der skal bringes op – det er ikke nødvendigt at informere dem og de har ikke kapacitet til at forstå nok til, at de kan bevare roen. Desuden skal vi voksne huske at sikre os, at vi ikke kommer til at tale om det, mens de er inden for hørevidde. Vent, til de sover.

Skilsmissebørn og andre børn, der ikke jævnligt har mulighed for at række ud, når de savner, vil få en anden måde at være tæt med andre på, hvis der ikke tages hånd om deres følelser.

De vil kunne lukke for savnet udadtil og skubbe ensomheden til side, for de kan ikke række ud, der er ikke en anden mulighed end at bære savnet alene. Kunne det også resultere i en person, der har svært ved at vise sin sårbarhed og vise sin bløde side, som gør sig hård, når det er i virkeligheden savner at være tæt?

Hvad gør det for eksempel ved et barn at være på flere ugers sommerferie med den ene forælder, når de savner den anden? Vi ved fra forskning, at børn holder deres to liv adskilt og de er meget dygtige til at holde det ene liv hos far, det andet liv hos mor. Men hvad med de følelser, som de netop ikke kan dele med den anden forælder, hvor bliver de af?

Hvis du ikke har noget godt at sige om den anden forælder, så tillad i det mindste barnet at savne, at være i de svære følelser og anerkend barnet. Alle børn har kun den samme far og den samme mor - uanset dine holdninger, følelser og tanker om din eks. Give plads til at barnet kan få lov til at tænke på og mærke kærligheden til den anden forælder og hvis du magter det, så tal ind i gode ferie minder I har haft sammen. Tillad barnet at kontakte den anden forælder, hvis de har lyst under ferien.

Det er hårdt arbejde som barn at skulle trække sine fine nervefølelsesender sammen. Det er ikke godt for den mentale sundhed, så hjælp dit barn med at tåle og med at være i det svære. Det er helt naturligt at den forælder barnet er hos, kommer til at føle sig afvist, når barnet giver udtryk for savn til den forælder de ikke er sammen med. Det fornemmer barnet og hvis du ikke er opmærksom på det selv, vil det være med til, at barnet holder øje med, hvordan du har det. De begynder at bekymre sig om de voksnes følelser frem for deres egne. Børn elsker deres forældre lige meget, men forskelligt.

Man kan sagtens som barn ønske at blive hvor man er, samtidig med at man savner den anden. Det er ikke så farligt så kys dit barn, giv det et kram og fortæl – hvis du i dit kærlige forælderhjerte kan sige det med ærlighed -  at du godt kan forstå de savner den anden og så nyd ferien sammen!

Noget om pligt, negative følelser og relationer. Om hvordan vores følelser og måde at tænke på om forskellige situationer påvirker vores trivsel.

Vi er forhåbentlig snart ved at være dér, hvor vi ikke længere skal være sammen udelukkende med enkelte andre personer og snart kan bevæge os frit rundt i samfundet både inde og ude, med hvem og hvor mange vi har lyst til.

Vores sociale liv er vigtigt for vores mentale sundhed og det er en kilde til stress at ikke have en god balance i vores dagligdag. Når vi ikke selv får lov til at bestemme og træffe beslutninger i vores eget liv, oplever vi afmagt. Oplevelsen af sammenhæng i hverdagen er fundamental for vores mentale sundhed og har vi ikke tilstrækkelig grad af kontrol og håndterbarhed, ryger også oplevelsen af meningsfuldhed.

En af de vigtige parametre for vores livsglæde er sociale relationer. Har vi underskud af stimulation og samvær med gode venner/kollegaer og er det ude af vores kontrol, påvirker det derfor vores arousal på den dumme måde. Vi bliver anspændt og føler afmagt – jo mere ekstrovert jo mere frustration i mangel af social kontakt. Men det er ikke kun de ekstroverte, der bliver ramt. At være lukket inde sammen med familien kan skurre i nervesystemet på dem, der har behov for ro og for at trække sig, så introverte i den anden ende af skalaen bliver også ramt – så i virkeligheden er vi alle trætte og frustrerede.

Når frustrationen skurrer indeni, bliver for stor og varer for længe, går det ikke kun ud over os selv, men også vores relationer til nære og kære. De fleste dagligdags opgaver bliver noget, der skal overstås, både de praktiske og dem, der udføres sammen med/for andre.

Er indkøb, rengøring, madlavning, lektielæsning og putning blevet en sur tjans, en pligt? De opgaver, vi har besluttet, at der skal løses, før vi kan nyde, giver i sig selv ganske lidt overskud og energi. Vi bliver tappet og drænet, for vi har jo brugt energien på ‘skal ting’, så der ikke er mere tilbage til fornøjelser og kærligt samvær. Og her kan vi komme til at føle, at samvær, der ellers skulle være rart og positivt, også bliver negativt.

Kvalitetstid KAN være en beslutning. Tænk lidt over det. Hvis vi kigger med varme og nærvær på vores partner, barn eller endda os selv, alt imens vi udfører ’skal ting’, er det muligt at transformere opgaven, så den giver overskud og ikke bare skal overstås. Sagt meget langhåret, så kan det blive en gave til os selv og den anden. At vende perspektivet er hårdt arbejde, men med øvelse er det muligt.

Vores perspektiv og mindset farver den måde, vi er til stede i det nuværende øjeblik. Når vi oplever vrede eller frustration, får de fleste af os lyst til at handle på den – vreden er et signal om, at der er noget, der skal være anderledes, et problem vi skal løse! I pandemien er det dog ikke muligt at forandre det, der forårsager de negative følelser. Så vi må sætte ind et andet sted.

Desværre kommer vi ofte til at handle på selve den vrede følelse i ønsket om forandring. Det betyder, at vi får skabt en situation med negativ kontakt, hvor vi lukker for kontakt til den anden og ender på hvert vores hold. Vi skubber den anden væk og det skaber problemer, som vi ikke har overskud og kræfter til at løse. Det er her, det med stor sandsynlighed ender med konflikt og sure miner eller nogen, der bliver bange og/eller kede af det.

Vi kan ikke komme ud og væk, blive fyldt op af gode oplevelser og det tærer på os alle. Langvarig ulyst og kedsomhed sammen med pligtopgaver giver rum for følelsesmæssig overbelastning og stress. Vi bliver hurtigere drænede og fyldt op. Vores lunte bliver kortere og humøret mere ustabilt. Gør vi derimod ting af lyst giver det et skud hormoner, der booster os, vores humør og energi niveau.

Den mor eller far, der kan vende det hele lidt på hovedet med et ekstra boost af ønske om kontakt og nærvær, formår at sende poden på jagt efter røde ting i stuen, der skal op i legetøjskassen, eller som står ved siden af teenageren, der skræller gulerødder og mærker efter, at de står der sammen, får energi, mærker relationen og samværet.

Hvad skal der til for at ændre et mindset? Er det overhovedet muligt?

Handler det om, hvad jeg har fortjent? Er det – igen – min barndom der banker på; noget med, at jeg skal yde før jeg kan nyde? At jeg ikke selv har oplevet nærvær i rigelige mængder med mine nære voksne? At der var masser af temperament hos de voksne eller at min mening ikke gjaldt? Ikke nødvendigvis – pandemien rammer og tærer på os alle! De naturlige selvrefleksioner nogen får, rammer selvet dømmende, når vi oplever os utilstrækkelige

Vores følelser opstår ikke bare ud af det blå og andre kan ikke proppe dem ind i os. Vores opmærksomhed, forventninger, vurderinger og selv-snak er i høj grad med til at forme vores tanker og handlinger.

Her i slutspurten af vores betvungne virkelighed ønsker jeg for alle os forældre, at det er muligt at hive det aller, aller sidste nanogram af overskud frem – vi kan godt!

Måske nogen kan have glæde af at tænke i bearbejdelse af følelsen af vrede.

Det er en helt naturlig følelse, der kan hjælpe os eller spænde ben. Vreden kan være voldsom og ubehagelig følelse og den opstår ofte, når vi føler afmagt eller noget eller nogen ikke, gør som vi ønsker og føler behov for.

Gode råd til forandring af vrede til større ro, mere glæde og nærvær.

Er opmærksomheden på det negative ved en person, en opgave, en situation skaber vi en uproduktiv negativitet og en øget parathed til at blive vred. Får vi på den anden side skiftet fokus til noget rart, mens vi er i ’godt selskab’, øges kvaliteten af samværet og vi oplever positive følelser i stedet for den lurende vrede.

Det samme med vores forventninger; er de for høje og har vi for travlt, er det nemmere at ’dumpe’ og blive skuffede, når noget går galt. Går barnet fx ud på badeværelset og begynder at børste tænder, når vi siger det første gang eller skal vi til hele den opslidende seance med at blive vred og true, så hele puttesituationen bliver en sur pligt igen? Formår vi at ændre mål og tanker, så de bliver mere realistiske og fleksible mål i forhold til en situation, undgår vi nemmere vrede og skuffelse.

Vurderinger er vores tanker om noget – har vi en negativ vurdering af en situation/person og kan vi lære os selv (eller få hjælp til at) bevare et positivt og konstruktivt livssyn, vil der være meget mindre pligt og meget mere energi, humor og glæde i hverdagen. Samtidig vil relationen til andre bedres, når deres perspektiv kommer med i billedet. Holder vi øjet på bolden og ikke tager ting personligt, løsner det frustrationer og vores mindset bliver mere effektivt. Tænk i mentalisering (som er en helt anden historie, jeg nok har skrevet om et sted).

Hvad siger jeg til mig selv, når jeg gang på gang møder den samme situation, der skal tackles. Er min selv-snak med til at mindske negative forventninger eller bliver jeg provokeret og vred, som jeg plejer. Når jeg mærker en lille orm i maven, er det allerede dér tid til at beslutte mig for, hvordan jeg vil reagere på følelsen. Kan jeg forberede en positiv respons, bliver udfaldet mindre negativt og jeg vil have større sandsynlighed for at tackle en lignende situation positivt næste gang, for jeg har allerede erfaring for, at det virker.

Alt i alt er der mange fælder, der kan få situationer og opgaver til at føles som pligt. Giv dig selv et øjeblik i en stille stund til at beslutte dig for at handle anderledes næste gang, du møder det svære. Så er du godt på vej til større overskud, nærvær og glæde!

Med efteråret kommer også mere angst hos børn – især sengetid kan blive udfordret, for mørket er uhyggeligt, fyldt med både monstre og andre farlige ting. Bare det at være alene hjemme efter solen er gået ned, forstyrrer mange børn.

Ingenting kommer af ingenting - vi kan være med til at få barnets angst til at vokse eller til at fylde mindre. Med bevidsthed om vores egne følelser og adfærd kan vi øve enkle kneb i hverdagen.

Børns angst skal tages alvorligt. Vi forældre har en opgave i at lytte til og acceptere alle følelser hos vores barn. Derfor er det også vores opgave at søge hjælp, hvis barnet mistrives, og angsten hæmmer hverdagen gennem længere tid. Men der er meget, vi kan gøre selv.

Alle børn har brug for at tale om det, det der skræmmer dem og gør dem bange. De har brug for at blive hørt, trøstet, accepteret og elsket – også når de er bange, sårbare, svage og usikre. Eller har lavet en fejl. Det er vigtigt, at der er en voksen, der lytter og møder barnets angst tålmodigt og kærligt.

Børns naturlige angst er lidt forskellig fra de voksnes. Selvom angstreaktionen er den samme, kan den se forskellig ud. Barnet kan blive både udadreagerende og aggressiv og det yngre barn har endnu ikke udviklet de kognitive redskaber – altså evnen til at tænke og erkende. Derfor kan barnet ikke uden videre berolige sig selv. Uden hjælp fra en voksen kan barnet ikke få angsten til at gå væk, når det er i en situation, der opleves som farlig. Hvis fx et lille barn på vej over gaden næsten bliver ramt af en bil, er den voksnes reaktion afgørende for, hvordan barnet oplever og klarer situationen og får den lagret i sin hukommelse. Det er vigtigt, at den voksne er rolig, ser barnets reaktion og siger noget, som spejler barnets følelser. Den voksne kan fx sige: ‘Puha, hvor var det farligt, der blev du rigtig bange. Det var vel nok godt, vi nåede ind på fortovet igen. Kom stå lidt ind til mig, indtil du er faldet til ro’.

Spejler den voksnes reaktion ikke barnets følelser, vil barnets angst vokse. Den voksne kunne for eksempel sige noget ikke-hjælpsomt som: ‘Se dig dog for! Har jeg ikke sagt, at du skal kigge til begge sider, og at du skal holde mig i hånden. Se nu, hvor tæt det var på at gå galt. Du kunne være blevet kørt over’. For et forsigtigt eller ængsteligt barn kunne den form for reaktion betyde, at barnet udvikler alvorlig angst for at færdes i trafikken.
I forbindelse med den mørke tid møder jeg masser forældre, der bliver udfordret på deres ro og overskud. Det barn, der er blevet forsikret 1000 gange om, at der ikke er noget i mørket og lyset er blevet tændt for at vise, at værelset ikke indeholder monstre, kan sætte gang i virkelig mange følelser hos den voksne. For det ER da irriterende, at barnet ikke forstår, at der ikke er noget at være bange for.

Vi voksne kommer nogle gange til at glemme, hvordan det er at være barn, og at man som lille kan være bange for mange ting, der ikke er farlige. Det gør en kæmpe forskel, når den voksne lytter og accepterer de følelser, barnet kommer med, for så bliver barnet mere trygt. Når følelserne bliver anerkendt, behøver det svære ikke fylde så meget og barnet kan rejse sig og ryste det af sig.

Man skal møde barnet dér, hvor det er, og anerkende barnets følelser. Hvis dit barn for eksempel er bange for, at der ligger et monster under sengen, når det skal sove, så nytter det ikke bare at sige: ‘Tag dig nu sammen’. I stedet kan man sige: ‘Det er ikke rart at have det sådan, men der er ikke noget monster’.

En klassiker hos velmenende, omsorgsfulde, ressourcestærke forældre er at forklare i lange 'du-kan-jo-nok-forstå' baner. Det er vores ønske om at hjælpe barnet til at vokse, lære, klare sig i verden, der driver denne enetale - og vi vil så gerne gøre dette så tidligt og ofte som muligt. Men hold igen!

Små børn kan ikke tænke så meget, mest mærke. Derfor skal man lade være med at bruge for mange ord. Sig fx: ‘Er du bange? Det kan også godt føles lidt farligt, men kom, skal vi ikke gøre det alligevel? Vi kan godt’. Man skal undgå at gå med på angsten, fx ved at sige: ‘Nå, så bliver vi hjemme fra børnefødselsdagen’, hvis det er det, barnet er bange for at deltage i. Hvis man bliver hjemme, bekræfter man, at fødselsdagen og dermed den sociale situation i sig selv er farlig og så står det 1-0 til angsten.

Den måde, vi voksne møder barnets angst på, påvirker barnet og er med til at bestemme om angsten vokser eller bliver mindre. Det er svært at berolige et angstfyldt barn, hvis man ikke selv bevarer roen. Møder man barnet med sine egne store følelser, fx et vredt ’lad nu være med at skabe dig’ eller et utålmodigt ‘tag det nu roligt’, bliver barnet endnu mere bange og ked af det. Og det føler sig samtidig forkert og lidt forladt.

Det er vigtigt at være realistisk, når man taler om angsten. Også når det handler om sygdom og død. Hvis barnet er bange i forbindelse med alvorlig sygdom, kan man måske sige: ‘Jeg kan godt forstå, at du er bange. Jeg er også lidt bange. Det kan godt være, at morfar dør, men vi håber det ikke. Lægerne er dygtige, og der er mange, der hjælper’. Man må aldrig slukke håbet. Hvis barnet så bliver bange for døden, må man tage en snak om det; Hvad sker der, når man dør? Så kan man jo fortælle, hvad man selv tror.

Vi voksne skal lære ikke at spørge ind til eller sige mere, end barnet kan rumme. For mindre børn kan bare det, at man lytter, trøster, siger et par ord og giver et kram være nok. Vi skal hele tiden øve os i at se barnets følelser og behov – og ikke vores egne. Når et lille barn er bange, har det brug for at blive beroliget, så angsten fylder mindre.

Bliver barnet ikke mødt i sin angst eller går barnet rundt med angsten alene, vil de hjernemæssige reaktioner, som bliver forhøjet ved angst, ikke komme ned på et naturligt niveau efter oplevelsen. Det forhøjede alarmberedskab vil så at sige ‘selvaktivere’, og barnet vil have et generelt højere alarmberedskab. Og det skaber uro i systemet. Barnet vil så naturligt nok forsøge at undgå de ubehagelige følelser ved at gå langt uden om de situationer, der får angstniveauet til at stige. Et barn, der har sagt noget ‘dumt’ i klassen, som alle griner af, holder måske op med at sige noget af frygt for at blive til grin næste gang.

Problemet er, at undgåelsen af det frygtede vedligeholder angsten og starter en ond cirkel. Det er ubehageligt at se et barn med voldsom angst. Det smitter også lidt, så vi selv kan mærke ængstelsen. Derfor vil det være fristende at hjælpe barnet til helt at undgå det vanskelige og angstprovokerende. Men på den måde går man med angsten, så den vokser – og hermed kan blive sygelig.

Der er forskel på børn, og børn skal heller ikke være ens, men bliver man bekymret for sit barn, er det en god idé at skele til, hvad andre på samme alder gør eller tør. Læg mærke til, om dit barn fungerer sammen med andre: Gemmer mit barn sig altid bag skørtet? Er der noget, jeg skal være opmærksom på?

Man skal tage sit barns signaler, adfærd og følelser alvorligt. Holder barnet sig meget for sig selv, kan det være et tegn på, at det har brug for hjælp. Men det kan også bare være fordi, barnet har let til at blive overstimuleret – og derfor har brug for mere ro end andre børn.

Vi voksne skal altså tænke i, at vi også selv skal ændre vores adfærd. Måske pacer vi barnet for meget frem og opdager ikke, at barnet ikke synes, det er rart. Så er øvelsen for os selv at lære at lade barnet være i fred.

Når nogle forældre føler et behov for at bestemme det hele uden en alderssvarende dialog, skal de lære, at barnet har brug for at opleve, at det selv har en vis kontrol over, hvad der foregår. Og at det også kan klare sig selv.

Forældre kan også have en ængstelig adfærd, der ‘smitter’ barnet. Hvis mor fx springer op, hver gang hun ser en edderkop, så gør hun verden mere utryg for barnet. Eller hvis hun ikke er tryg, når barnet er ude af syne: ‘Har du telefonen tændt?’, så lærer hun måske barnet, at det er farligt at være væk fra mor, og at man altid skal have antennerne ude. På samme måde skal voksne være opmærksomme på om og hvordan, de taler om deres egen angst.

Selvom det er o.k. at fortælle et barn, hvis man selv er bange – det kan barnet alligevel mærke – skal man samtidig passe på ikke at smitte barnet med sin egen angst. Fortæl dit barn, at du godt selv ved, at det, du frygter faktisk ikke er farligt, så det ikke bliver til en sandhed, men 'din egen ting'. Voksne skal allerhelst sørge for at tale om deres egen angst med andre voksne. Når den voksne lider af angst kan det være o.k. at fortælle, hvad angsten gør, hvis man passer på ikke at smitte barnet med angsten, dvs. fortælle om det mens man selv kan mærke alle de bange følelser – de hopper nemlig. Bevar dit nervesystem i ro eller få en anden voksen til at sidde med dig og barnet, som så kan forklare det med low arousal.

Forældres adfærd kan altså have indflydelse på udvikling af angst hos barnet, men der er ikke kun én årsag til angst. Man kan have genetisk anlæg for angst. Det handler om kemi i hjernen. Vi bliver alle påvirket af omgivelserne, men i forskellig grad. Nogle er meget påvirkelige og overvældes hurtigere end andre.

Kort og godt:

• Tag dit barns angst alvorligt - ikke alt hører til i 'pyt-kassen'
• Lyt anerkendende til dit barn, også når angsten fylder
• Hold dig selv i ro og tal i korte sætninger til dit ængstelige barn
• Læg mærke til, om du begrænser/smitter dit barn med din egen bekymring
• Søg hjælp, hvis dit barn trækker sig fra ting, som det før var glad for.

Spørg dig selv, hvem du er og der vil sandsynligvis være flere svar. Jeg har mange roller, som alle er mig, det kan både være det professionelle eller private og personlige mig. Jeg er fx psykolog, kollega, underviser, kæreste, veninde, søster, datter. Disse dele af mig, roller om du vil, fylder noget af mig. Men at være mor? Det fylder det hele, det kommer først, det er størst, det trumfer de andre roller - helt dybt inden i. Hvorfor? Har andre det på samme måde? Eller er der noget i min egen personlige historie, der har påvirket mit forældreskab, så det er blevet så meget mere figur end grund? Hvad betyder det i min hverdag og i mit liv, at det er så stor en del af min identitet? Det kunne betyde, at jeg bruger enorme kræfter på at ville være mor på den helt rigtige måde, at jeg banker mig selv oven i hovedet, når jeg ikke helt slår til, bliver vred, skuffet, frustreret og ikke mindst bange for at ikke gøre det godt nok.

Kærligheden til vores børn er størst af alt af solide evolutionære årsager. Survival of the species, the fittest, and the strongest, du ved.

Men en ting er følelsen og det, der ligger inden i, når vi mærker efter, helt selv. Noget andet er relationen, det virkelige liv og dagligdagen. Netop fordi morskabet (!) fylder så meget for de fleste, kan det udfordre og fylde mere end noget andet. Hvis forældrerollen er ligeså meget en følelse og en del af vores identitet, som det er en relation og en rolle, giver det god mening, at vi kan blive overvældet. For sådan er det med følelser. Og sådan må det gerne være.

Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det, når vi bliver overvældet og overmandet. Både i situationen, men også bagefter, når gemytterne er faldet til ro. Hvem har ansvaret for harmoni og trivsel i familien? Hvis det er os, fordi vi er mor eller far, så hører hammeren hjemme i vores hoved, men hvad nu, hvis det ikke er? Er det så ok, at vi skælder og smælder, græder, trækker os eller påfører skyld og skam - fordi det så må være den anden, dvs. barnet?

Som forældre har vi ansvar for en tydelig struktur, rammer, forudsigelighed, høje forventninger og masser af positiv tid til og nærvær med barnet. Vi har ansvar for os selv, vores følelser og vores handlinger - også når vi bliver overvældet!

I familieterapi tænkes relationen, som det sted hvor tingene sker. Hvor de store følelser, frustrationer og fortrydelsesfyldte handlinger og ord opstår. Det, der ligger i mellem os er der, hvor energien er og hvor konflikterne opstår. Det er ikke din skyld, det er ikke dit barns skyld - det er det, I gør ved og med hinanden, der er kernen. Mønsteret for samvær ligger i os fra vores egen barndom og i mødet med vores barn, som er helt sin egen, opstår et nyt.

Kommunikationen går skævt, fordi vi kommer til at tænke, at det er mig eller den anden, der har 'skyld'. Og så kommer vi til at banke os selv eller den anden oven i hovedet - med to ulykkelige parter til følge. Og det gør ondt langt ind i sjælen, helt derinde, hvor vi ved, at der er en anden mulighed og vi vil jo så gerne...

Coronavirus har introduceret en masse nyt for os alle. Især har den lært os at vise hensyn til særligt sårbare grupper ved at holde afstand, nyse i ærmet, vaske hænder grundigt og spritte dem af.

Som psykolog møder jeg i mit arbejde sårbare grupper. Ikke den slags sårbarhed, som vi direkte forbinder med Coronavirus eller COVID19, som fx de ældre og dem med nedsat lungekapacitet.

Jeg havde en samtale med en herboende udlænding forleden, der satte en masse tanker i gang.

I opdragelsen ligger det at videregive de værdier, vi som individer og forældre, har. Hvis jeg har den holdning, at man skal anvende toiletpapir på håndtaget på offentlige toiletter, er det op til mig at videreformidle viden om dette til mine børn, hvis jeg ønsker, at de skal gøre det samme. Hvis jeg ellers i løbet af deres barndom husker, at det skal italesættes og demonstreres gang på gang for at sætte sig i dem, til de selv bliver voksne. Jeg kan have stærke meninger om, hvor tit, hvordan og hvor meget jeg selv skal bade. Har mine børn nået en vis alder, hvor jeg ikke helt konkret hjælper dem længere, kan læringen om min værdi være gået tabt og vil blot være en indre værdi hos mig.

I forbindelse med Coronakrisen er en del af samfundssind som sagt at holde afstand. I det ligger, at en person skal være i stand til at forholde sig til sig selv samtidig med at forholde sig til den anden. En form for mentalisering, kunne man sige. Det kræver både refleksion, tilbageholdelse af impulser og selvkontrol. Man skal fx ikke kramme sin ven, som man har savnet og som man normalt er meget fysisk tæt med. Det giver forskellige udfordringer for forskellige aldersgrupper. De mindste hverkan kan og skal indskærpes, at fysisk kontakt er no-go. De har både et fysisk/kropsligt behov for nærvær og bestemt også psykisk, når de skal have tryghed i udfordrende situationer med store følelser. Men hvad med de store børn og alle de unge på Islands Brygge? Den eneste måde at være sikker på, at de holder afstand, samtidig med at de ’hygger’ er at lovgive om det. De lytter til autoriteter, når der bliver talt ind i, hvad der er bedst for de fleste. De tager ikke lovgivningen om ikke at opholde sig på Islands Brygge ilde op, de forstår det.

Hvad vi giver videre til vores børn? Hvordan kan det være, at der skal lovgives, før der lyttes? Kan det bare tillægges deres ikke fuldt funktionelle frontallapper og at de er styret af lyst og impuls og gerne vil være en del af flokken?

Hvad er det i vores opdragelse, der ikke ligger inde i de unge? Hvor meget eller hvor lidt har vi talt om moral og etik, de store ting i livet med vores børn?

Hvis man, som mor (eller far) har glemt at fortælle sine børn, at man synes, at man skal holde sig velsoignerede, kan jeg som maximum håbe, at de har set andre gøre det og tænkt, at det ville de også. Jeg kan således ikke forvente, at de gør det eller forundres, hvis de lader være. Jeg er så at sige selv ude om det.

Tager vi den tanke videre til det at være udlænding i Danmark og hvordan en udlænding bliver mødt, taler vi ind i brandfarligt stof, men faktisk meget sammenligneligt. Har jeg ikke lært mine børn at behandle alle lige eller med respekt, men kun tænkt det, så kan jeg ikke bagefter stå og sige, at mit barn ikke er fordomsfuldt overfor andre etniciteter, for reelt ved jeg det ikke.

Det kunne være, at børnene taler grimt til eller mobber andre aktivt uden at blive stoppet. Eller at de bliver stoppet med en reprimande her og nu. Måske har vi faktisk slet ikke undervejs i opdragelsen talt tilstrækkeligt ind i en grundlæggende værdi. At det at være i verden i et velfungerende multietnisk samfund fordrer, at vi alle er lige meget værd som borgere, fordi vil tilhører menneskeracen og ikke af andre grunde overhovedet.

Derfor har vi racismeparagraffer og andre lovgivninger, der skal beskytte nogen mod nogle andres uetiske og umoralske handlinger og eller ytringer.

Hvad nu, hvis vi forældre tog også dén opgave på os at italesætte vores egne værdier i en grad, så vores børn ikke selv skulle inde ud af, hvordan verden hænger sammen gennem trial-and-error metoden?

Meget af den implicitte viden vi har, kan føles som om den siver med ud, når vi taler. Det er så indgroet i os selv at have en specifik værdi, at vi tager for givet, at andre tæt på os kender den. Vi tænker, at de kan lytte sig til den, også mens vi siger noget helt andet. Sådan forholder det sig dog ikke.

Hvis vi mener noget og har en iboende vigtig værdi, skal vi give lyd til det – sætte ord på. Lære vores børn samfundssind fra helt små. Om det er at holde sig ren, holde afstand eller holde respekt for hinanden og hinandens forskelligheder.

Den første spændende tid med hjemmeskole fortoner sig allerede nu muligvis i modvilje og konflikter her inde i uge to med de nye forhold. Det hele forandrer sig og strammer til på daglig basis, så hvordan håndterer vi det bedst muligt?

Vi har alle behov for kontakt, liv, samvær, udfordringer og stimulation for at holde humøret oppe og bevare vores trivsel. Vi har i den grad også behov for forudsigelighed og dén er der ikke meget af for nogen af os i denne tid.

Det, at vi voksne bliver usikre på både økonomi og smittefare, gør noget helt grundlæggende ved os. Vi bliver bekymrede og har ikke en pejling, vi kan ikke grave i vores erfaringer og bruge noget, der før har virket. For det er nyt for os alle. I forhold til at være hjemme hele familien, hele tiden er vi alle ekstra udfordrede.

Ikke desto mindre er det vigtigt for vores børn, at de oplever voksne med ro og overblik. For de kigger naturligvis til dem for råd, ro og handlemuligheder.

Børn har brug for tydelige voksne til at guide dem – også når børnene ikke har den store motivation - en voksen, der tager lederskabet på sig. Og er det ikke passende lige her at sende en kærlig tanke til de lærere og pædagoger, der til hverdag får dette til at fungere det meste af tiden med de fleste unger?! Mens vi passer hvert vores på jobbet og ikke skænker den svære opgave særlig mange tanker? Det tænker jeg; så hatten af for alle jer!

Så hvordan kan man som forælder bedst holde tungen lige i munden som både lærer, pædagog og virtuelt tilgængelig medarbejder på samme tid?

Her kommer 5 råd til den nye hverdag

Var den heftige debat om forældrebashing for nogle år siden berettiget?

Måske var vi vidner til forældre, der febrilsk forsøgte at regulere barnet efter en lang dag uden tilstrækkelig afstemt kontakt? Fordi børn i daginstitutioner skal tackle deres konflikter selv – både dem med en jævnaldrende og den indeni, hvor de bare trisser rundt og føler sig ensomme? Forældre, der fornemmede et barn, der var så følelsesmæssigt udmattet, at det eneste de havde at gøre godt med, var deres tilknytningssystem der skreg på at tilgodese barnets uopfyldte behov for nærvær og opmærksomhed.

Hvad har forældre reelt af muligheder, hvis skaden sker 8 timer dagligt og de skal gøre det godt igen på 3? Og hvad nu hvis de slet ikke er trænet i at tænke i et møde mellem to sæt nervesystemer, hvis det eneste, de har at gøre godt med, er deres egne erfaringer hjemmefra? De kan vælge at gøre det samme, det modsatte eller opfinde det varme vand undervejs.

Jeg ser forældre, der alle har problemer med at regulere deres barns følelser og adfærd og spørger allerførst ind til både graviditet og barnets første tid. Vi ved, at fx stress, angst og depression under graviditeten påvirker barnets biologi. Var barnet som helt lille nemt at stille tilfreds, havde det en god rytme, var det nemt at stimulere, berolige, made, putte finde sig til rette med evt. søskende osv.? Følte forældrene sig tilstrækkelige? I bekræftende fald, ved vi, at barnets vanskeligheder formentlig er opstået efter fødslen. Så langt, så godt.

Men hvad gik der så galt i det lille hjem? For mon ikke kvaliteten i barnets institution er i orden? Der er uddannede pædagoger på alle stuer, så de ved, hvad de laver. Forældrene er bekymrede, har dårlig samvittighed, har kæmpet en kamp og forstår ikke, hvorfor billedet ser ud, som det gør. I samtalen får vi afdækket konkrete hverdagssituationer og forældrene fører mig ret præcist igennem, hvem der siger og gør hvad fra start, til det hele går i hårdknude eller falder fra hinanden.