BØRNEPSYKOLOGENS BLOG

Hvordan bliver en stor farlig tiger til en kattekilling?


16. februar 2022
af: Charlotte Diamant

Hvordan får vi det til at give mening i hovedet på et barn i indskolingen, at corona nu ikke længere er farligt? Og hvad gør vi mht. med en lurende krig østpå?

Det, der før var det vigtigste budskab i forhold til corona, er vendt helt på hovedet efter to år. Coronatallene går amok og der er ingen restriktioner; børn skal ikke spritte af eller holde afstand og de voksne har ikke mundbind på. Den livsnødvendige børnelærdom, de gode vaner er ikke længere gældende.

Det betyder, at vores børn skal aflære det, der gennem to år har været vigtig læring. Det er ikke længere farligt at blive smittet, men det modsatte gjorde sig gældende lige før. Vi skulle passe på de gamle, de syge og de svage og det skal vi ikke længere.

Har en persons nervesystem været aktiveret med (for) høj arousal gennem længere tid, er det sværere at få bundniveauet ned på et hensigtsmæssigt leje. Det tager tid og selv efter lang tid, husker kroppen – det er en naturlov, at flugt-kamp systemet bliver reaktiveret, med selv en meget lille påvirkning, efter perioder med belastning.

Børn kan stadig blive bekymrede og måske nu også forvirrede, så de har stadig behov for hjælp med at håndtere det, der sker. Det har været så dybt forankret i børnene og deres gode adfærd hang sammen med frygten for smitte. De har ikke samme evne til at ræsonnere og tænke abstrakt, så for dem er det ikke helt slut endnu. Selvom de godt kan komme til at glemme det, skal der ikke meget til før, at de kommer i tanker om, at mange kan dø af corona.

Samtidig sker der uhyggelige ting imellem Rusland og Ukraine, som vi dagligt kan læse om i nyhederne. Det er en reel fare, for selv helt små børn ved, at krig slår folk ihjel.

Gode råd til snakken med dit barn om frygt for det, der reelt er farligt:

Frygten for både corona og en mulig krig skal tages alvorligt og er ikke det samme som ubegrundet angst. Når frygten kommer, så er det en bekymring for noget, der reelt kan ske og være farligt. Dit barn skal beroliges, du skal tale det svære helt ned og almengøre følelsen så meget, det kan lade sig gøre.

Undlad at sige til barnet, at det behøver/skal de ikke tænke på eller bekymre sig om – for det gør de alligevel og kan føle sig forkert for at have bekymringstankerne.

Kommunikation med de 4 K'er

Sæt dig med barnet, tal med en ærlig ro og tag dig tid til at lytte og forklare i korte, klare, konkrete og kærlige sætninger. Kærlige her i betydningen en udgave af sandheden, der er pyntet, gjort nemt spiselig og ufarlig. Det kan byde dig principielt imod, men det er barnets behov at høre den gode udgave, den hvide løgn.

Børn, der er konkret tænkende, skal have helt bogstavelige forklaringer. Sig fx:

-         Rusland og Ukraine er uvenner og det er to lande meget langt væk fra Danmark. Der er ikke nogen, der kommer her og laver krig. Det er ikke farligt for os. De danske soldater passer på os, så der ikke sker noget, selvom de andre er uvenner.

-         Det er helt naturligt, at du er bange. Det har været meget farligt med corona, men det er det ikke længere. Sygdommen er mindre. Den kan ikke skade nogen så meget mere. Lidt som en kæmpe storm der er blevet til en lille vind.

Budskabet skal være, at vi voksne har styr på det og at der, hvor der er uro er langt langt væk, det har ikke noget med os at gøre, det kommer aldrig her hen, og at i Danmark er der trygt at være.

For de små og yngre børn er krig slet ikke et tema, der skal bringes op – det er ikke nødvendigt at informere dem og de har ikke kapacitet til at forstå nok til, at de kan bevare roen. Desuden skal vi voksne huske at sikre os, at vi ikke kommer til at tale om det, mens de er inden for hørevidde. Vent, til de sover.

Tillad dit barn at savne, giv plads til de svære følelser, så går de hurtigere over!


1. juli 2021
af: Charlotte Diamant

Når skilsmissebarnet ferierer

Skilsmissebørn og andre børn, der ikke jævnligt har mulighed for at række ud, når de savner, vil få en anden måde at være tæt med andre på, hvis der ikke tages hånd om deres følelser.

De vil kunne lukke for savnet udadtil og skubbe ensomheden til side, for de kan ikke række ud, der er ikke en anden mulighed end at bære savnet alene. Kunne det også resultere i en person, der har svært ved at vise sin sårbarhed og vise sin bløde side, som gør sig hård, når det er i virkeligheden savner at være tæt?

Hvad gør det for eksempel ved et barn at være på flere ugers sommerferie med den ene forælder, når de savner den anden? Vi ved fra forskning, at børn holder deres to liv adskilt og de er meget dygtige til at holde det ene liv hos far, det andet liv hos mor. Men hvad med de følelser, som de netop ikke kan dele med den anden forælder, hvor bliver de af?

Hvis du ikke har noget godt at sige om den anden forælder, så tillad i det mindste barnet at savne, at være i de svære følelser og anerkend barnet. Alle børn har kun den samme far og den samme mor - uanset dine holdninger, følelser og tanker om din eks. Give plads til at barnet kan få lov til at tænke på og mærke kærligheden til den anden forælder og hvis du magter det, så tal ind i gode ferie minder I har haft sammen. Tillad barnet at kontakte den anden forælder, hvis de har lyst under ferien.

Det er hårdt arbejde som barn at skulle trække sine fine nervefølelsesender sammen. Det er ikke godt for den mentale sundhed, så hjælp dit barn med at tåle og med at være i det svære. Det er helt naturligt at den forælder barnet er hos, kommer til at føle sig afvist, når barnet giver udtryk for savn til den forælder de ikke er sammen med. Det fornemmer barnet og hvis du ikke er opmærksom på det selv, vil det være med til, at barnet holder øje med, hvordan du har det. De begynder at bekymre sig om de voksnes følelser frem for deres egne. Børn elsker deres forældre lige meget, men forskelligt.

Man kan sagtens som barn ønske at blive hvor man er, samtidig med at man savner den anden. Det er ikke så farligt så kys dit barn, giv det et kram og fortæl – hvis du i dit kærlige forælderhjerte kan sige det med ærlighed -  at du godt kan forstå de savner den anden og så nyd ferien sammen!

Tillad dit barn at savne, giv plads til de svære følelser, så går de hurtigere over!


1. juli 2021
af: Charlotte Diamant

Når skilsmissebarnet ferierer

Skilsmissebørn og andre børn, der ikke jævnligt har mulighed for at række ud, når de savner, vil få en anden måde at være tæt med andre på, hvis der ikke tages hånd om deres følelser.

De vil kunne lukke for savnet udadtil og skubbe ensomheden til side, for de kan ikke række ud, der er ikke en anden mulighed end at bære savnet alene. Kunne det også resultere i en person, der har svært ved at vise sin sårbarhed og vise sin bløde side, som gør sig hård, når det er i virkeligheden savner at være tæt?

Hvad gør det for eksempel ved et barn at være på flere ugers sommerferie med den ene forælder, når de savner den anden? Vi ved fra forskning, at børn holder deres to liv adskilt og de er meget dygtige til at holde det ene liv hos far, det andet liv hos mor. Men hvad med de følelser, som de netop ikke kan dele med den anden forælder, hvor bliver de af?

Hvis du ikke har noget godt at sige om den anden forælder, så tillad i det mindste barnet at savne, at være i de svære følelser og anerkend barnet. Alle børn har kun den samme far og den samme mor - uanset dine holdninger, følelser og tanker om din eks. Give plads til at barnet kan få lov til at tænke på og mærke kærligheden til den anden forælder og hvis du magter det, så tal ind i gode ferie minder I har haft sammen. Tillad barnet at kontakte den anden forælder, hvis de har lyst under ferien.

Det er hårdt arbejde som barn at skulle trække sine fine nervefølelsesender sammen. Det er ikke godt for den mentale sundhed, så hjælp dit barn med at tåle og med at være i det svære. Det er helt naturligt at den forælder barnet er hos, kommer til at føle sig afvist, når barnet giver udtryk for savn til den forælder de ikke er sammen med. Det fornemmer barnet og hvis du ikke er opmærksom på det selv, vil det være med til, at barnet holder øje med, hvordan du har det. De begynder at bekymre sig om de voksnes følelser frem for deres egne. Børn elsker deres forældre lige meget, men forskelligt.

Man kan sagtens som barn ønske at blive hvor man er, samtidig med at man savner den anden. Det er ikke så farligt så kys dit barn, giv det et kram og fortæl – hvis du i dit kærlige forælderhjerte kan sige det med ærlighed -  at du godt kan forstå de savner den anden og så nyd ferien sammen!

Den sidste slutspurt i coronaland – du kan godt!


3. marts 2021
af: Charlotte Diamant

Hold ud, vi er der snart! Når vi som forældre har mistet gnisten.

Noget om pligt, negative følelser og relationer. Om hvordan vores følelser og måde at tænke på om forskellige situationer påvirker vores trivsel.

Vi er forhåbentlig snart ved at være dér, hvor vi ikke længere skal være sammen udelukkende med enkelte andre personer og snart kan bevæge os frit rundt i samfundet både inde og ude, med hvem og hvor mange vi har lyst til.

Vores sociale liv er vigtigt for vores mentale sundhed og det er en kilde til stress at ikke have en god balance i vores dagligdag. Når vi ikke selv får lov til at bestemme og træffe beslutninger i vores eget liv, oplever vi afmagt. Oplevelsen af sammenhæng i hverdagen er fundamental for vores mentale sundhed og har vi ikke tilstrækkelig grad af kontrol og håndterbarhed, ryger også oplevelsen af meningsfuldhed.

En af de vigtige parametre for vores livsglæde er sociale relationer. Har vi underskud af stimulation og samvær med gode venner/kollegaer og er det ude af vores kontrol, påvirker det derfor vores arousal på den dumme måde. Vi bliver anspændt og føler afmagt – jo mere ekstrovert jo mere frustration i mangel af social kontakt. Men det er ikke kun de ekstroverte, der bliver ramt. At være lukket inde sammen med familien kan skurre i nervesystemet på dem, der har behov for ro og for at trække sig, så introverte i den anden ende af skalaen bliver også ramt – så i virkeligheden er vi alle trætte og frustrerede.

Når frustrationen skurrer indeni, bliver for stor og varer for længe, går det ikke kun ud over os selv, men også vores relationer til nære og kære. De fleste dagligdags opgaver bliver noget, der skal overstås, både de praktiske og dem, der udføres sammen med/for andre.

Er indkøb, rengøring, madlavning, lektielæsning og putning blevet en sur tjans, en pligt? De opgaver, vi har besluttet, at der skal løses, før vi kan nyde, giver i sig selv ganske lidt overskud og energi. Vi bliver tappet og drænet, for vi har jo brugt energien på ‘skal ting’, så der ikke er mere tilbage til fornøjelser og kærligt samvær. Og her kan vi komme til at føle, at samvær, der ellers skulle være rart og positivt, også bliver negativt.

Kvalitetstid KAN være en beslutning. Tænk lidt over det. Hvis vi kigger med varme og nærvær på vores partner, barn eller endda os selv, alt imens vi udfører ’skal ting’, er det muligt at transformere opgaven, så den giver overskud og ikke bare skal overstås. Sagt meget langhåret, så kan det blive en gave til os selv og den anden. At vende perspektivet er hårdt arbejde, men med øvelse er det muligt.

Vores perspektiv og mindset farver den måde, vi er til stede i det nuværende øjeblik. Når vi oplever vrede eller frustration, får de fleste af os lyst til at handle på den – vreden er et signal om, at der er noget, der skal være anderledes, et problem vi skal løse! I pandemien er det dog ikke muligt at forandre det, der forårsager de negative følelser. Så vi må sætte ind et andet sted.

Desværre kommer vi ofte til at handle på selve den vrede følelse i ønsket om forandring. Det betyder, at vi får skabt en situation med negativ kontakt, hvor vi lukker for kontakt til den anden og ender på hvert vores hold. Vi skubber den anden væk og det skaber problemer, som vi ikke har overskud og kræfter til at løse. Det er her, det med stor sandsynlighed ender med konflikt og sure miner eller nogen, der bliver bange og/eller kede af det.

Vi kan ikke komme ud og væk, blive fyldt op af gode oplevelser og det tærer på os alle. Langvarig ulyst og kedsomhed sammen med pligtopgaver giver rum for følelsesmæssig overbelastning og stress. Vi bliver hurtigere drænede og fyldt op. Vores lunte bliver kortere og humøret mere ustabilt. Gør vi derimod ting af lyst giver det et skud hormoner, der booster os, vores humør og energi niveau.

Den mor eller far, der kan vende det hele lidt på hovedet med et ekstra boost af ønske om kontakt og nærvær, formår at sende poden på jagt efter røde ting i stuen, der skal op i legetøjskassen, eller som står ved siden af teenageren, der skræller gulerødder og mærker efter, at de står der sammen, får energi, mærker relationen og samværet.

Hvad skal der til for at ændre et mindset? Er det overhovedet muligt?

Handler det om, hvad jeg har fortjent? Er det – igen – min barndom der banker på; noget med, at jeg skal yde før jeg kan nyde? At jeg ikke selv har oplevet nærvær i rigelige mængder med mine nære voksne? At der var masser af temperament hos de voksne eller at min mening ikke gjaldt? Ikke nødvendigvis – pandemien rammer og tærer på os alle! De naturlige selvrefleksioner nogen får, rammer selvet dømmende, når vi oplever os utilstrækkelige

Vores følelser opstår ikke bare ud af det blå og andre kan ikke proppe dem ind i os. Vores opmærksomhed, forventninger, vurderinger og selv-snak er i høj grad med til at forme vores tanker og handlinger.

Her i slutspurten af vores betvungne virkelighed ønsker jeg for alle os forældre, at det er muligt at hive det aller, aller sidste nanogram af overskud frem – vi kan godt!

Måske nogen kan have glæde af at tænke i bearbejdelse af følelsen af vrede.

Det er en helt naturlig følelse, der kan hjælpe os eller spænde ben. Vreden kan være voldsom og ubehagelig følelse og den opstår ofte, når vi føler afmagt eller noget eller nogen ikke, gør som vi ønsker og føler behov for.

Gode råd til forandring af vrede til større ro, mere glæde og nærvær.

Er opmærksomheden på det negative ved en person, en opgave, en situation skaber vi en uproduktiv negativitet og en øget parathed til at blive vred. Får vi på den anden side skiftet fokus til noget rart, mens vi er i ’godt selskab’, øges kvaliteten af samværet og vi oplever positive følelser i stedet for den lurende vrede.

Det samme med vores forventninger; er de for høje og har vi for travlt, er det nemmere at ’dumpe’ og blive skuffede, når noget går galt. Går barnet fx ud på badeværelset og begynder at børste tænder, når vi siger det første gang eller skal vi til hele den opslidende seance med at blive vred og true, så hele puttesituationen bliver en sur pligt igen? Formår vi at ændre mål og tanker, så de bliver mere realistiske og fleksible mål i forhold til en situation, undgår vi nemmere vrede og skuffelse.

Vurderinger er vores tanker om noget – har vi en negativ vurdering af en situation/person og kan vi lære os selv (eller få hjælp til at) bevare et positivt og konstruktivt livssyn, vil der være meget mindre pligt og meget mere energi, humor og glæde i hverdagen. Samtidig vil relationen til andre bedres, når deres perspektiv kommer med i billedet. Holder vi øjet på bolden og ikke tager ting personligt, løsner det frustrationer og vores mindset bliver mere effektivt. Tænk i mentalisering (som er en helt anden historie, jeg nok har skrevet om et sted).

Hvad siger jeg til mig selv, når jeg gang på gang møder den samme situation, der skal tackles. Er min selv-snak med til at mindske negative forventninger eller bliver jeg provokeret og vred, som jeg plejer. Når jeg mærker en lille orm i maven, er det allerede dér tid til at beslutte mig for, hvordan jeg vil reagere på følelsen. Kan jeg forberede en positiv respons, bliver udfaldet mindre negativt og jeg vil have større sandsynlighed for at tackle en lignende situation positivt næste gang, for jeg har allerede erfaring for, at det virker.

Alt i alt er der mange fælder, der kan få situationer og opgaver til at føles som pligt. Giv dig selv et øjeblik i en stille stund til at beslutte dig for at handle anderledes næste gang, du møder det svære. Så er du godt på vej til større overskud, nærvær og glæde!

Med mørket kommer angsten snigende


20. oktober 2020
af: Charlotte Diamant

Lidt om angst hos børn og 5 gode råd til forældre

Med efteråret kommer også mere angst hos børn – især sengetid kan blive udfordret, for mørket er uhyggeligt, fyldt med både monstre og andre farlige ting. Bare det at være alene hjemme efter solen er gået ned, forstyrrer mange børn.

Ingenting kommer af ingenting - vi kan være med til at få barnets angst til at vokse eller til at fylde mindre. Med bevidsthed om vores egne følelser og adfærd kan vi øve enkle kneb i hverdagen.

Børns angst skal tages alvorligt. Vi forældre har en opgave i at lytte til og acceptere alle følelser hos vores barn. Derfor er det også vores opgave at søge hjælp, hvis barnet mistrives, og angsten hæmmer hverdagen gennem længere tid. Men der er meget, vi kan gøre selv.

Alle børn har brug for at tale om det, det der skræmmer dem og gør dem bange. De har brug for at blive hørt, trøstet, accepteret og elsket – også når de er bange, sårbare, svage og usikre. Eller har lavet en fejl. Det er vigtigt, at der er en voksen, der lytter og møder barnets angst tålmodigt og kærligt.

Børns naturlige angst er lidt forskellig fra de voksnes. Selvom angstreaktionen er den samme, kan den se forskellig ud. Barnet kan blive både udadreagerende og aggressiv og det yngre barn har endnu ikke udviklet de kognitive redskaber – altså evnen til at tænke og erkende. Derfor kan barnet ikke uden videre berolige sig selv. Uden hjælp fra en voksen kan barnet ikke få angsten til at gå væk, når det er i en situation, der opleves som farlig. Hvis fx et lille barn på vej over gaden næsten bliver ramt af en bil, er den voksnes reaktion afgørende for, hvordan barnet oplever og klarer situationen og får den lagret i sin hukommelse. Det er vigtigt, at den voksne er rolig, ser barnets reaktion og siger noget, som spejler barnets følelser. Den voksne kan fx sige: ‘Puha, hvor var det farligt, der blev du rigtig bange. Det var vel nok godt, vi nåede ind på fortovet igen. Kom stå lidt ind til mig, indtil du er faldet til ro’.

Spejler den voksnes reaktion ikke barnets følelser, vil barnets angst vokse. Den voksne kunne for eksempel sige noget ikke-hjælpsomt som: ‘Se dig dog for! Har jeg ikke sagt, at du skal kigge til begge sider, og at du skal holde mig i hånden. Se nu, hvor tæt det var på at gå galt. Du kunne være blevet kørt over’. For et forsigtigt eller ængsteligt barn kunne den form for reaktion betyde, at barnet udvikler alvorlig angst for at færdes i trafikken.
I forbindelse med den mørke tid møder jeg masser forældre, der bliver udfordret på deres ro og overskud. Det barn, der er blevet forsikret 1000 gange om, at der ikke er noget i mørket og lyset er blevet tændt for at vise, at værelset ikke indeholder monstre, kan sætte gang i virkelig mange følelser hos den voksne. For det ER da irriterende, at barnet ikke forstår, at der ikke er noget at være bange for.

Vi voksne kommer nogle gange til at glemme, hvordan det er at være barn, og at man som lille kan være bange for mange ting, der ikke er farlige. Det gør en kæmpe forskel, når den voksne lytter og accepterer de følelser, barnet kommer med, for så bliver barnet mere trygt. Når følelserne bliver anerkendt, behøver det svære ikke fylde så meget og barnet kan rejse sig og ryste det af sig.

Man skal møde barnet dér, hvor det er, og anerkende barnets følelser. Hvis dit barn for eksempel er bange for, at der ligger et monster under sengen, når det skal sove, så nytter det ikke bare at sige: ‘Tag dig nu sammen’. I stedet kan man sige: ‘Det er ikke rart at have det sådan, men der er ikke noget monster’.

En klassiker hos velmenende, omsorgsfulde, ressourcestærke forældre er at forklare i lange 'du-kan-jo-nok-forstå' baner. Det er vores ønske om at hjælpe barnet til at vokse, lære, klare sig i verden, der driver denne enetale - og vi vil så gerne gøre dette så tidligt og ofte som muligt. Men hold igen!

Små børn kan ikke tænke så meget, mest mærke. Derfor skal man lade være med at bruge for mange ord. Sig fx: ‘Er du bange? Det kan også godt føles lidt farligt, men kom, skal vi ikke gøre det alligevel? Vi kan godt’. Man skal undgå at gå med på angsten, fx ved at sige: ‘Nå, så bliver vi hjemme fra børnefødselsdagen’, hvis det er det, barnet er bange for at deltage i. Hvis man bliver hjemme, bekræfter man, at fødselsdagen og dermed den sociale situation i sig selv er farlig og så står det 1-0 til angsten.

Den måde, vi voksne møder barnets angst på, påvirker barnet og er med til at bestemme om angsten vokser eller bliver mindre. Det er svært at berolige et angstfyldt barn, hvis man ikke selv bevarer roen. Møder man barnet med sine egne store følelser, fx et vredt ’lad nu være med at skabe dig’ eller et utålmodigt ‘tag det nu roligt’, bliver barnet endnu mere bange og ked af det. Og det føler sig samtidig forkert og lidt forladt.

Det er vigtigt at være realistisk, når man taler om angsten. Også når det handler om sygdom og død. Hvis barnet er bange i forbindelse med alvorlig sygdom, kan man måske sige: ‘Jeg kan godt forstå, at du er bange. Jeg er også lidt bange. Det kan godt være, at morfar dør, men vi håber det ikke. Lægerne er dygtige, og der er mange, der hjælper’. Man må aldrig slukke håbet. Hvis barnet så bliver bange for døden, må man tage en snak om det; Hvad sker der, når man dør? Så kan man jo fortælle, hvad man selv tror.

Vi voksne skal lære ikke at spørge ind til eller sige mere, end barnet kan rumme. For mindre børn kan bare det, at man lytter, trøster, siger et par ord og giver et kram være nok. Vi skal hele tiden øve os i at se barnets følelser og behov – og ikke vores egne. Når et lille barn er bange, har det brug for at blive beroliget, så angsten fylder mindre.

Bliver barnet ikke mødt i sin angst eller går barnet rundt med angsten alene, vil de hjernemæssige reaktioner, som bliver forhøjet ved angst, ikke komme ned på et naturligt niveau efter oplevelsen. Det forhøjede alarmberedskab vil så at sige ‘selvaktivere’, og barnet vil have et generelt højere alarmberedskab. Og det skaber uro i systemet. Barnet vil så naturligt nok forsøge at undgå de ubehagelige følelser ved at gå langt uden om de situationer, der får angstniveauet til at stige. Et barn, der har sagt noget ‘dumt’ i klassen, som alle griner af, holder måske op med at sige noget af frygt for at blive til grin næste gang.

Problemet er, at undgåelsen af det frygtede vedligeholder angsten og starter en ond cirkel. Det er ubehageligt at se et barn med voldsom angst. Det smitter også lidt, så vi selv kan mærke ængstelsen. Derfor vil det være fristende at hjælpe barnet til helt at undgå det vanskelige og angstprovokerende. Men på den måde går man med angsten, så den vokser – og hermed kan blive sygelig.

Der er forskel på børn, og børn skal heller ikke være ens, men bliver man bekymret for sit barn, er det en god idé at skele til, hvad andre på samme alder gør eller tør. Læg mærke til, om dit barn fungerer sammen med andre: Gemmer mit barn sig altid bag skørtet? Er der noget, jeg skal være opmærksom på?

Man skal tage sit barns signaler, adfærd og følelser alvorligt. Holder barnet sig meget for sig selv, kan det være et tegn på, at det har brug for hjælp. Men det kan også bare være fordi, barnet har let til at blive overstimuleret – og derfor har brug for mere ro end andre børn.

Vi voksne skal altså tænke i, at vi også selv skal ændre vores adfærd. Måske pacer vi barnet for meget frem og opdager ikke, at barnet ikke synes, det er rart. Så er øvelsen for os selv at lære at lade barnet være i fred.

Når nogle forældre føler et behov for at bestemme det hele uden en alderssvarende dialog, skal de lære, at barnet har brug for at opleve, at det selv har en vis kontrol over, hvad der foregår. Og at det også kan klare sig selv.

Forældre kan også have en ængstelig adfærd, der ‘smitter’ barnet. Hvis mor fx springer op, hver gang hun ser en edderkop, så gør hun verden mere utryg for barnet. Eller hvis hun ikke er tryg, når barnet er ude af syne: ‘Har du telefonen tændt?’, så lærer hun måske barnet, at det er farligt at være væk fra mor, og at man altid skal have antennerne ude. På samme måde skal voksne være opmærksomme på om og hvordan, de taler om deres egen angst.

Selvom det er o.k. at fortælle et barn, hvis man selv er bange – det kan barnet alligevel mærke – skal man samtidig passe på ikke at smitte barnet med sin egen angst. Fortæl dit barn, at du godt selv ved, at det, du frygter faktisk ikke er farligt, så det ikke bliver til en sandhed, men 'din egen ting'. Voksne skal allerhelst sørge for at tale om deres egen angst med andre voksne. Når den voksne lider af angst kan det være o.k. at fortælle, hvad angsten gør, hvis man passer på ikke at smitte barnet med angsten, dvs. fortælle om det mens man selv kan mærke alle de bange følelser – de hopper nemlig. Bevar dit nervesystem i ro eller få en anden voksen til at sidde med dig og barnet, som så kan forklare det med low arousal.

Forældres adfærd kan altså have indflydelse på udvikling af angst hos barnet, men der er ikke kun én årsag til angst. Man kan have genetisk anlæg for angst. Det handler om kemi i hjernen. Vi bliver alle påvirket af omgivelserne, men i forskellig grad. Nogle er meget påvirkelige og overvældes hurtigere end andre.

Kort og godt:

  • Tag dit barns angst alvorligt - ikke alt hører til i 'pyt-kassen'
  • Lyt anerkendende til dit barn, også når angsten fylder
  • Hold dig selv i ro og tal i korte sætninger til dit ængstelige barn
  • Læg mærke til, om du begrænser/smitter dit barn med din egen bekymring
  • Søg hjælp, hvis dit barn trækker sig fra ting, som det før var glad for.

Hvad gør dét ved os, og vi ved dét?


14. august 2020
af: Charlotte Diamant

Størst af alt er kærligheden til vores børn... eller hvad? Forældreskabet er også fyldt med ambivalens både i os selv og i relationen

Spørg dig selv, hvem du er og der vil sandsynligvis være flere svar. Jeg har mange roller, som alle er mig, det kan både være det professionelle eller private og personlige mig. Jeg er fx psykolog, kollega, underviser, kæreste, veninde, søster, datter. Disse dele af mig, roller om du vil, fylder noget af mig. Men at være mor? Det fylder det hele, det kommer først, det er størst, det trumfer de andre roller - helt dybt inden i. Hvorfor? Har andre det på samme måde? Eller er der noget i min egen personlige historie, der har påvirket mit forældreskab, så det er blevet så meget mere figur end grund? Hvad betyder det i min hverdag og i mit liv, at det er så stor en del af min identitet? Det kunne betyde, at jeg bruger enorme kræfter på at ville være mor på den helt rigtige måde, at jeg banker mig selv oven i hovedet, når jeg ikke helt slår til, bliver vred, skuffet, frustreret og ikke mindst bange for at ikke gøre det godt nok.

Kærligheden til vores børn er størst af alt af solide evolutionære årsager. Survival of the species, the fittest, and the strongest, du ved.

Men en ting er følelsen og det, der ligger inden i, når vi mærker efter, helt selv. Noget andet er relationen, det virkelige liv og dagligdagen. Netop fordi morskabet (!) fylder så meget for de fleste, kan det udfordre og fylde mere end noget andet. Hvis forældrerollen er ligeså meget en følelse og en del af vores identitet, som det er en relation og en rolle, giver det god mening, at vi kan blive overvældet. For sådan er det med følelser. Og sådan må det gerne være.

Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det, når vi bliver overvældet og overmandet. Både i situationen, men også bagefter, når gemytterne er faldet til ro. Hvem har ansvaret for harmoni og trivsel i familien? Hvis det er os, fordi vi er mor eller far, så hører hammeren hjemme i vores hoved, men hvad nu, hvis det ikke er? Er det så ok, at vi skælder og smælder, græder, trækker os eller påfører skyld og skam - fordi det så må være den anden, dvs. barnet?

Som forældre har vi ansvar for en tydelig struktur, rammer, forudsigelighed, høje forventninger og masser af positiv tid til og nærvær med barnet. Vi har ansvar for os selv, vores følelser og vores handlinger - også når vi bliver overvældet!

I familieterapi tænkes relationen, som det sted hvor tingene sker. Hvor de store følelser, frustrationer og fortrydelsesfyldte handlinger og ord opstår. Det, der ligger i mellem os er der, hvor energien er og hvor konflikterne opstår. Det er ikke din skyld, det er ikke dit barns skyld - det er det, I gør ved og med hinanden, der er kernen. Mønsteret for samvær ligger i os fra vores egen barndom og i mødet med vores barn, som er helt sin egen, opstår et nyt.

Kommunikationen går skævt, fordi vi kommer til at tænke, at det er mig eller den anden, der har 'skyld'. Og så kommer vi til at banke os selv eller den anden oven i hovedet - med to ulykkelige parter til følge. Og det gør ondt langt ind i sjælen, helt derinde, hvor vi ved, at der er en anden mulighed og vi vil jo så gerne...

Er tolerance en af dine værdier – så sig det!


1. maj 2020
af: Charlotte Diamant

Samfundssind - eller hvordan man ser på andre, der ikke ligner en selv og opfører sig over for dem

Coronavirus har introduceret en masse nyt for os alle. Især har den lært os at vise hensyn til særligt sårbare grupper ved at holde afstand, nyse i ærmet, vaske hænder grundigt og spritte dem af.

Som psykolog møder jeg i mit arbejde sårbare grupper. Ikke den slags sårbarhed, som vi direkte forbinder med Coronavirus eller COVID19, som fx de ældre og dem med nedsat lungekapacitet.

Jeg havde en samtale med en herboende udlænding forleden, der satte en masse tanker i gang.

I opdragelsen ligger det at videregive de værdier, vi som individer og forældre, har. Hvis jeg har den holdning, at man skal anvende toiletpapir på håndtaget på offentlige toiletter, er det op til mig at videreformidle viden om dette til mine børn, hvis jeg ønsker, at de skal gøre det samme. Hvis jeg ellers i løbet af deres barndom husker, at det skal italesættes og demonstreres gang på gang for at sætte sig i dem, til de selv bliver voksne. Jeg kan have stærke meninger om, hvor tit, hvordan og hvor meget jeg selv skal bade. Har mine børn nået en vis alder, hvor jeg ikke helt konkret hjælper dem længere, kan læringen om min værdi være gået tabt og vil blot være en indre værdi hos mig.

I forbindelse med Coronakrisen er en del af samfundssind som sagt at holde afstand. I det ligger, at en person skal være i stand til at forholde sig til sig selv samtidig med at forholde sig til den anden. En form for mentalisering, kunne man sige. Det kræver både refleksion, tilbageholdelse af impulser og selvkontrol. Man skal fx ikke kramme sin ven, som man har savnet og som man normalt er meget fysisk tæt med. Det giver forskellige udfordringer for forskellige aldersgrupper. De mindste hverkan kan og skal indskærpes, at fysisk kontakt er no-go. De har både et fysisk/kropsligt behov for nærvær og bestemt også psykisk, når de skal have tryghed i udfordrende situationer med store følelser. Men hvad med de store børn og alle de unge på Islands Brygge? Den eneste måde at være sikker på, at de holder afstand, samtidig med at de ’hygger’ er at lovgive om det. De lytter til autoriteter, når der bliver talt ind i, hvad der er bedst for de fleste. De tager ikke lovgivningen om ikke at opholde sig på Islands Brygge ilde op, de forstår det.

Hvad vi giver videre til vores børn? Hvordan kan det være, at der skal lovgives, før der lyttes? Kan det bare tillægges deres ikke fuldt funktionelle frontallapper og at de er styret af lyst og impuls og gerne vil være en del af flokken?

Hvad er det i vores opdragelse, der ikke ligger inde i de unge? Hvor meget eller hvor lidt har vi talt om moral og etik, de store ting i livet med vores børn?

Hvis man, som mor (eller far) har glemt at fortælle sine børn, at man synes, at man skal holde sig velsoignerede, kan jeg som maximum håbe, at de har set andre gøre det og tænkt, at det ville de også. Jeg kan således ikke forvente, at de gør det eller forundres, hvis de lader være. Jeg er så at sige selv ude om det.

Tager vi den tanke videre til det at være udlænding i Danmark og hvordan en udlænding bliver mødt, taler vi ind i brandfarligt stof, men faktisk meget sammenligneligt. Har jeg ikke lært mine børn at behandle alle lige eller med respekt, men kun tænkt det, så kan jeg ikke bagefter stå og sige, at mit barn ikke er fordomsfuldt overfor andre etniciteter, for reelt ved jeg det ikke.

Det kunne være, at børnene taler grimt til eller mobber andre aktivt uden at blive stoppet. Eller at de bliver stoppet med en reprimande her og nu. Måske har vi faktisk slet ikke undervejs i opdragelsen talt tilstrækkeligt ind i en grundlæggende værdi. At det at være i verden i et velfungerende multietnisk samfund fordrer, at vi alle er lige meget værd som borgere, fordi vil tilhører menneskeracen og ikke af andre grunde overhovedet.

Derfor har vi racismeparagraffer og andre lovgivninger, der skal beskytte nogen mod nogle andres uetiske og umoralske handlinger og eller ytringer.

Hvad nu, hvis vi forældre tog også dén opgave på os at italesætte vores egne værdier i en grad, så vores børn ikke selv skulle inde ud af, hvordan verden hænger sammen gennem trial-and-error metoden?

Meget af den implicitte viden vi har, kan føles som om den siver med ud, når vi taler. Det er så indgroet i os selv at have en specifik værdi, at vi tager for givet, at andre tæt på os kender den. Vi tænker, at de kan lytte sig til den, også mens vi siger noget helt andet. Sådan forholder det sig dog ikke.

Hvis vi mener noget og har en iboende vigtig værdi, skal vi give lyd til det – sætte ord på. Lære vores børn samfundssind fra helt små. Om det er at holde sig ren, holde afstand eller holde respekt for hinanden og hinandens forskelligheder.

Trigger warning: forældrebashing


31. mar. 2020
af: Charlotte Diamant

Eller hvordan forældre ofte ikke magter at forme deres børn, fordi de kommer til at koge over og bogstavelig talt løbe fra ansvaret

Hvornår er det ok at sige, at forældrene har et kæmpe ansvar, uden at det hedder forældrebashing? Hvornår må jeg som fagperson give lyd til, at det meget langt hen ad vejen er de voksne derhjemme, der skaber det forkælede barn, det impulsstyrede barn, det udadreagerende barn, det ængstelige eller det opgivende barn? Her tænker jeg primært på det barn, der ikke er velreguleret i 8-10-12 års alderen og som er på vej ind i puberteten og ikke de små børn, som har for få trygge voksne omkring sig i børnehaven.

Der er mange ting, vi har vidst meget længe. Der har i omkring 100 år været forsket i ’det med familie’. Tilknytning, forældretyper, forældremåder, opdragelse, relationer, børns temperament, risikofaktorer og beskyttende faktorer, resiliens, sårbarhed, you name it. Alt sammen for at blive klogere på, hvad der sker i relationerne, hvilken påvirkning, der forårsager hvilken effekt, hvordan man faciliterer den optimale udvikling for barnet på dets vej ud i livet.

Ja, barnets personlighed – deres medfødte egenskaber og karaktertræk – betyder noget. Ja, barnets tidlige adfærd med fx kolik betyder noget. Ja, barnets position i søskendeflokken betyder noget. Men det, der betyder mest, er hvordan barnet bliver mødt og dermed forældres måde at være forældre på.

Det er ikke lige meget, om man taler pænt til sit barn, selvom man selv er edderspændt rasende. Det er ikke lige meget, om man har gode intentioner, som ikke bliver til handling. Det er ikke lige meget, om vi lytter til barnets behov og tilsidesætter vores egne. Og det er heller ikke lige meget, om man fortæller sit barn, at det er deres skyld, når vi får det, som vi får det og har det, som vi har det.

Tag nu for eksempel adfærdsforstyrrelser – ikke ADHD’en, som er noget meget andet i sig selv – men den type, der udelukkende er opstået i relationer. Den, hvor barnet ikke formår at affektregulere, længe efter at det udviklingsmæssigt skulle kunne det. Det starter som regel med oppositionel adfærd hos barnet, som hvis den ikke stoppes her, senere er i stor risiko for at udvikle sig til en regulær adfærdsforstyrrelse.

Og lad os bare tage en helt almindelig hverdagssituation til at illustrere, hvad der sker i mange helt almindelige hjem. Den uhensigtsmæssige cyklus der forekommer, når en forælder forsøger at få et barn til at gøre noget, som barnet ikke gider. Denne cyklus bliver en vane, en sådan-gør-vi-her, selvom den voksne har prøvet alt i sin magt for at ændre det. Både barn og forælder bliver belønnet for deres uhensigtsmæssige måde at håndtere situationen på og derfor fortsætter de med at gøre det samme – med samme effekt.

Lad os bare sige, at den voksne vil have barnet til at dække bord. Den voksne går ind og giver beskeden. Barnet starter måske med at ignorere og så give en blid afvisning af opfordringen. Udvekslingen eskalerer, indtil forælderen giver op og dækker bordet selv. Og tænker måske, at barnet er træt og har haft en lang dag. Eller at de igen er blevet gjort til martyren, der skal klare alting. Eller at deres barn er en møgunge, der burde respektere den voksne.

Uanset de efterfølgende tanker har begge parter både vundet og tabt. På den korte bane vandt barnet ved at slippe, på den ligeså korte bane vandt den voksne ved at komme ud af konflikten og få ro. På den lange bane tabte barnet muligheden for at lære at tilsidesætte egne behov og til at være en del af fællesskabet derhjemme. Og den voksne lærte, at de ikke har opnået tilstrækkelig respekt (indsæt selv passende ord her) til at kunne bevare den gode stemning, samtidig med at de får lidt praktisk hjælp i hverdagen.

Måske er der ovenikøbet en forsoning lidt senere, der på overfladen får den dumme situation til at gå væk. Og både barn og voksen kan nogenlunde genfinde deres ro. Indtil næste gang.

Hvad lærer barnet af denne type udveksling? Det lærer helt tydeligt, at når man råber og går i affekt, slipper man for sine pligter.

Hvad misser barnet at lære af denne type udveksling? At få lettet rumpen, selvom man ikke har lyst. Det forplanter sig ikke nødvendigvis så meget i barnet, at det også vil udspille sig andre steder. Til at begynde med. Men det bliver barnets modus operandi i kravsituationer fx i skole, til sport, med kammerater. Og så har vi balladen. Og vreden. Og bekymringen. Og frustrationen. Og afmagten.

Jeg siger ikke, at det er nemt at ændre sådan et mønster. Jeg siger blot, at det er den voksne, der giver barnet denne læring. En læring om at det er ok at opføre sig på denne måde, have en ’forstyrret adfærd’, en adfærdsforstyrrelse. Derfor er det også den voksne, der skal ændre mønstret – de skal gå forrest med en ny adfærd, med god affektregulering og nervesystemet i ro. Alt for ofte hører jeg, at barnet skal opføre sig anderledes og bevare roen i pressede situationer. Men de har jo lært hjemmefra, at man ikke skal bevare roen og at det er ok at råbe, blive frustreret og vred.

Måske falder det nogen for brystet, at jeg kaster så meget ansvar over på forældrene – og det er jo også helt frivilligt om de vil gribe det. Men det er min erfaring og faste overbevisning baseret på hundredvis af samtaler om netop dette emne, at det er den eneste vej frem. Den vej, der viser barnet, at et nervesystem i ro kan rumme både frustration og ulyst, samtidig med at man bevarer kontakt og relationen til den anden. Der er ikke så længe til påske, måske det kunne være dén gave, man gav sit barn i år.

Familielivet i en coronatid – hvordan får vi det til at gå op?


22. mar. 2020
af: Charlotte Diamant

Mens Corona florerer, er her stille og jeg arbejder i stedet online med e-terapi.

Den første spændende tid med hjemmeskole fortoner sig allerede nu muligvis i modvilje og konflikter her inde i uge to med de nye forhold. Det hele forandrer sig og strammer til på daglig basis, så hvordan håndterer vi det bedst muligt?

Vi har alle behov for kontakt, liv, samvær, udfordringer og stimulation for at holde humøret oppe og bevare vores trivsel. Vi har i den grad også behov for forudsigelighed og dén er der ikke meget af for nogen af os i denne tid.

Det, at vi voksne bliver usikre på både økonomi og smittefare, gør noget helt grundlæggende ved os. Vi bliver bekymrede og har ikke en pejling, vi kan ikke grave i vores erfaringer og bruge noget, der før har virket. For det er nyt for os alle. I forhold til at være hjemme hele familien, hele tiden er vi alle ekstra udfordrede.

Ikke desto mindre er det vigtigt for vores børn, at de oplever voksne med ro og overblik. For de kigger naturligvis til dem for råd, ro og handlemuligheder.

Børn har brug for tydelige voksne til at guide dem – også når børnene ikke har den store motivation - en voksen, der tager lederskabet på sig. Og er det ikke passende lige her at sende en kærlig tanke til de lærere og pædagoger, der til hverdag får dette til at fungere det meste af tiden med de fleste unger?! Mens vi passer hvert vores på jobbet og ikke skænker den svære opgave særlig mange tanker? Det tænker jeg; så hatten af for alle jer!

Så hvordan kan man som forælder bedst holde tungen lige i munden som både lærer, pædagog og virtuelt tilgængelig medarbejder på samme tid?

Her kommer 5 råd til den nye hverdag

1 – lav en plan, en visuel eller i hvert fald tydelig struktur på hverdagen.

Når der ikke er pres udefra, når vi ikke hænger i den snor om morgenen, som de fleste børnefamilier kender, er det sværere at tage os sammen til at få tingene gjort. Når vi er hjemme og ikke skal afsted, er det mest naturligt at slække på krav og formaninger. Man kan hænge ud i nattøj og se lidt mere iPad – for det er en weekendfølelse, vi har derhjemme, når vi er samlet. Så det er lidt imod vores mønstre og vaner at lave struktur og holde kommandovejene tydelige og åbne på den gode måde… for vi er her jo bare. Vi forældre er dog nu de eneste voksne til stede og derfor 100% op til os at sørge for at få hverdagen derhjemme til at fungere – så ind i et skema med det, der kan rammesættes.

2 – vær realistisk omkring børnenes evner for selvstudie og niveau af koncentration og motivation

Hvor ville det være rart at kunne følge instruktionerne fra Aula for det enkelte barn og så sætte dem ved spisebordet 4-5 timer, mens man selv får passet sit arbejde. Men det er alt for ambitiøst og dømt til at skabe konflikter, så man alligevel ikke får arbejdet. Tænk i stedet dagen delt op i lommer af koncentration og adspredelse. Et barn på fx 6-10 år kan ikke koncentrere sig ret længe ad gangen. Lad dem lave en opgave på fx 30 minutter og efterfølgende en pause. Gentag dette 3-4 gange i løbet af dagen. Strukturen kunne være: skole 9-11, pause 11-13 og en times skole igen kl. 13-14. Mere kan du ikke forlange.

3 – giv børnene en gulerod – både for god opførsel, men især ’bare fordi’

Når barnet har lavet skole om formiddagen, så giv dem en solid frokost og en legepause med bevægelse. Kroppen har brug for fysisk aktivitet og at pulsen kommer op – ikke mindst for koncentration og glæde. Så det er investeringen værd. Tillad larm og ballade, lav nogle sværd af gamle aviser, sæt musik på og lad dem hoppe i sofaen eller slå kolbøtter i gangen MED MEGEN LARM. De skal afreagere og det gør de bedst med lyd og bevægelse. Lad dette blive en ting at se frem til for dem, så kan de bedre være vedholdende om formiddagen i forventning om den gode pause. Eftermiddag skal også have en gulerod – gå ud med dem eller hvis de er en lille flok og I har adgang til udendørsarealer, så lad dem selv gå ud. Giv dem mulighed for frisk luft og bevægelse også her. Leg karate med luftspark; indianere, der skal liste hen over døde grene uden en lyd; politi og røvere; eller bare helt almindelig gemmeleg. Det lyder måske for barnligt og du tænker, at det er dit barn for gammelt til. Det er dog sådan, at når verden er lidt utryg, så bliver børn (og voksne) lidt yngre end deres alder. Det er ok at regrediere lidt og at mentalt rykke en hylde eller to nedad. Hvis man så til gengæld får lov til at være der, kan man føle sig tryg i, at det er sjovt at lege og at nogle voksne er der til at passe på.

4 – det er kun en overgang, tænk hver dag som den bedste og den sidste

Det er totalt uvant for mange af os at være pædagogiske og bevare roen, når ungerne udfordrer. Når vi ovenikøbet skal holde ud en hel dag, samtidig med at vi passer vores eget, bliver vi presset til det yderste. Her er det godt at minde sig selv om, at børn gerne VIL samarbejde, at de gerne VIL være på dit hold. Det er dit lederskab, der skal få det til at ske. Det betyder, at hvis du kan være pædagogisk dvs. bevare roen og tillade, at der skal et (uvist) antal gentagelser til, før tingene sker, så får du børn, der føler sig trygge og følger med dig i dit lederskab. Holder du fast og bevarer roen, vil det lykkes! Måske det kan hjælpe dig at tænke, at du kun skal klare det i dag – ikke kigge fremad – men bruge alle dine kræfter i dag på at få det til at fungere. Det vil også hjælpe dig til at bevare fokus og blive nogenlunde i nuet. Det tapper dig ikke til i morgen, men vil give en følelse af succes til at starte den nye dag på. I morgen er en ny dag og den varer også kun fra morgen til aften. Du kunne også skære dagen ned i endnu mindre bidder, som skal lykkes bedst muligt. Hver lille succes giver mere overskud til at klare den næste.

5 – tal med børnene om det nære og med andre voksne om din frustration og afmagt

Det er nyt for os alle at være i lock down derhjemme. For nogen kan det føles som en kærkommen mulighed at være sammen med de små, en dulmen af den konstant dårlige samvittighed, vi voksne kan føle i en travl hverdag. Manna for sjælen i de familier og tillykke til jer. Man må godt se på det positive i svære tider. Men måske der også her er en honeymoon effekt efter lidt tid, hvor hverdagen banker på, den hverdag vi ikke selv har bestemt. Det er frustrerende og begrænsende. Vi har alle behov for en følelse af frihed, selvbestemmelse og kontrol. Store som små. Så sæt skik på dit eget program, med plads til fleksibilitet og de uundgåelige, udfordrende konflikter, som alle vil møde. Giv så meget som muligt børnene en stemme i, hvordan I strukturerer hverdagen. Små, lukkede valg, alternativer til formatet ’røv til sæde’. Lad dem lave mad og være med til andre ting, der giver jer alle værdi. Når børnene er bekymrede, så tal ind i deres nære hverdag. Giv dem en oplevelse af, at du har styr på det og overblik – børn oplever nye ting, førstegangsting, meget ofte. Hele denne meget atypiske periode er som alt andet nyt for børn, noget der skal inkorporeres i deres forståelse af at være i verden. Forbered dig på at tale med børnene undervejs – hav en masse paratsætninger klar, så du kan tale til dem i her-og-nu format. Ligesom når vi taler med børn om alvorlige sygdomme generelt som fx cancer, kan vi sige, at der er læger, der har forstand på sygdommen og passer på de syge og/eller at de gamle kan få hjælp på hospitalet. Del ikke din egen bekymring med dit barn! Aldrig! De har ikke noget at bruge den til, andet end at blive utrygge og det skaber endnu dårligere stemning. Så tænk det som en investering at holde det inde. Og frem for alt tilgiv dig selv, at det føles svært og alt for stort – du er helt sikkert ikke alene om at have det sådan. Tal med andre voksne! Lær af hinanden! Hold ud! Der sker det, der sker og har vi gjort alt, hvad vi kan, er det bare at ride stormen af. Du kan kun leve og være til stede i dag.

Med nærvær og opmærksomhed kommer selvværd, ro og styrke!


22. mar. 2020
af: Charlotte Diamant

Mens tiden går sin skæve gang, bliver små børn store og skaden smertefuld

Var den heftige debat om forældrebashing for nogle år siden berettiget?

Måske var vi vidner til forældre, der febrilsk forsøgte at regulere barnet efter en lang dag uden tilstrækkelig afstemt kontakt? Fordi børn i daginstitutioner skal tackle deres konflikter selv – både dem med en jævnaldrende og den indeni, hvor de bare trisser rundt og føler sig ensomme? Forældre, der fornemmede et barn, der var så følelsesmæssigt udmattet, at det eneste de havde at gøre godt med, var deres tilknytningssystem der skreg på at tilgodese barnets uopfyldte behov for nærvær og opmærksomhed.

Hvad har forældre reelt af muligheder, hvis skaden sker 8 timer dagligt og de skal gøre det godt igen på 3? Og hvad nu hvis de slet ikke er trænet i at tænke i et møde mellem to sæt nervesystemer, hvis det eneste, de har at gøre godt med, er deres egne erfaringer hjemmefra? De kan vælge at gøre det samme, det modsatte eller opfinde det varme vand undervejs.

Jeg ser forældre, der alle har problemer med at regulere deres barns følelser og adfærd og spørger allerførst ind til både graviditet og barnets første tid. Vi ved, at fx stress, angst og depression under graviditeten påvirker barnets biologi. Var barnet som helt lille nemt at stille tilfreds, havde det en god rytme, var det nemt at stimulere, berolige, made, putte finde sig til rette med evt. søskende osv.? Følte forældrene sig tilstrækkelige? I bekræftende fald, ved vi, at barnets vanskeligheder formentlig er opstået efter fødslen. Så langt, så godt.

Men hvad gik der så galt i det lille hjem? For mon ikke kvaliteten i barnets institution er i orden? Der er uddannede pædagoger på alle stuer, så de ved, hvad de laver. Forældrene er bekymrede, har dårlig samvittighed, har kæmpet en kamp og forstår ikke, hvorfor billedet ser ud, som det gør. I samtalen får vi afdækket konkrete hverdagssituationer og forældrene fører mig ret præcist igennem, hvem der siger og gør hvad fra start, til det hele går i hårdknude eller falder fra hinanden.

I nogle familier har forældrene kort lunte, råber ad barnet og hinanden, føler her ikke empati og vil blot have barnet til at makke ret.

Der er de familier, der er eftergivende, fordi de ikke orker konflikt og derfor føjer og gør alt, hvad de kan for at barnet ikke får en nedsmeltning.

Og så er der de forældre, der er lydhøre, faste, kærlige, konsekvente og forudsigelige og som har læst en masse bøger og er med på beatet omkring børns udvikling. Det er den sidste familietype, der er den mest bekymrende. Hvad laver de hos mig? Hvorfor kan de ikke regulere deres barn? Det er her, den kvikke læser har fanget pointen. De to første typer familier får en masse med hjem og bliver meget klogere, til gavn og glæde for alle. De får skuldrene ned og barnet mødes mere relevant. De autoritative forældre, dem vi kalder ’gode nok’,  bliver bare mere bekymrede og sidder ulykkelige tilbage med en følelse af frustration og utilstrækkelighed. Ironien er til at få øje på!

Tilknytning til trygge forudsigelige voksne er livsnødvendigt fra fødslen, for barnets sunde udvikling og trivsel. Tilknytningspersonen fungerer som en tryg base, barnet kan søge nærhed hos, når verden bliver lidt stor. Et vuggestuebarn kan ikke berolige sig selv. Det har brug for et roligt nervesystem i en følelsesmæssig afstemt stund for at finde tilbage. I løbet af en hvilken som helst dag finder et antal misafstemninger sted, som den voksne opdager og korrigerer, så barnet falder til ro. Deraf udtrykket ‘den gode nok’ forælder. Barnet udvikler sig og øver sig i at frustreres og at rumme det svære, i en gryende bevidsthed om, at nogen er der til at hjælpe dem til ro. De trænes i at mestre svære følelser for til sidst at kunne selv.

Førskolebørns job er at træne sociale, kognitive og følelsesmæssige færdigheder med alt, hvad det indebærer. De skal søge passende kontakt, dele, skiftes, vente, lære og lege. I et trygt velstimulerende miljø er disse færdigheder helt naturlige at opnå. Det er en del af det at være menneske i et fællesskab. Det er fint og godt. Hvis der er betingelser for at dette finder sted. Og det er så her, vi har balladen. Ikke et lille skvulp, men en kæmpe ballade med enorme konsekvenser.

Sårbarhed i form af ængstelse, urolig adfærd, forstyrret opmærksomhedsevne, forringet indlæringsevne, stress, tungsindighed, hjælpeløshed, manglende vedholdenhed og tro på egne evner, utilstrækkelige sociale kompetencer, mobning for at nævne dem, der ligger lige for.

Er det virkelig her Frivillig-Danmark skal træde til? Det er på den ene side en kæmpe falliterklæring og kunne på den anden side være en vigtig løsning på et problem, der ikke forsvinder, mens nogen kigger den anden vej eller diskuterer økonomi.

Måske den begyndende bølge af veluddannede nye forældre, der vælger at blive hjemme og passe deres børn selv, ender med at blive den nye norm og vejen frem. Det kræver kæmpe mod at træffe den beslutning, for der skal tages tid ud af karrieren, nedskaleres på statussymboler og andres blikke og holdninger skal kunne opvejes af glæden ved at være der for sit barn. Set fra barnets perspektiv og landets fremtid som hele, kunne det intuitivt vise sig at blive den bedste anvendelse af ressourcer… men det er en helt anden snak.