BØRNEPSYKOLOGENS BLOG

Er tolerance en af dine værdier – så sig det!


1. maj 2020
af: Charlotte Diamant

Samfundssind - eller hvordan man ser på andre, der ikke ligner en selv og opfører sig over for dem

Coronavirus har introduceret en masse nyt for os alle. Især har den lært os at vise hensyn til særligt sårbare grupper ved at holde afstand, nyse i ærmet, vaske hænder grundigt og spritte dem af.

Som psykolog møder jeg i mit arbejde sårbare grupper. Ikke den slags sårbarhed, som vi direkte forbinder med Coronavirus eller COVID19, som fx de ældre og dem med nedsat lungekapacitet.

Jeg havde en samtale med en herboende udlænding forleden, der satte en masse tanker i gang.

I opdragelsen ligger det at videregive de værdier, vi som individer og forældre, har. Hvis jeg har den holdning, at man skal anvende toiletpapir på håndtaget på offentlige toiletter, er det op til mig at videreformidle viden om dette til mine børn, hvis jeg ønsker, at de skal gøre det samme. Hvis jeg ellers i løbet af deres barndom husker, at det skal italesættes og demonstreres gang på gang for at sætte sig i dem, til de selv bliver voksne. Jeg kan have stærke meninger om, hvor tit, hvordan og hvor meget jeg selv skal bade. Har mine børn nået en vis alder, hvor jeg ikke helt konkret hjælper dem længere, kan læringen om min værdi være gået tabt og vil blot være en indre værdi hos mig.

I forbindelse med Coronakrisen er en del af samfundssind som sagt at holde afstand. I det ligger, at en person skal være i stand til at forholde sig til sig selv samtidig med at forholde sig til den anden. En form for mentalisering, kunne man sige. Det kræver både refleksion, tilbageholdelse af impulser og selvkontrol. Man skal fx ikke kramme sin ven, som man har savnet og som man normalt er meget fysisk tæt med. Det giver forskellige udfordringer for forskellige aldersgrupper. De mindste hverkan kan og skal indskærpes, at fysisk kontakt er no-go. De har både et fysisk/kropsligt behov for nærvær og bestemt også psykisk, når de skal have tryghed i udfordrende situationer med store følelser. Men hvad med de store børn og alle de unge på Islands Brygge? Den eneste måde at være sikker på, at de holder afstand, samtidig med at de ’hygger’ er at lovgive om det. De lytter til autoriteter, når der bliver talt ind i, hvad der er bedst for de fleste. De tager ikke lovgivningen om ikke at opholde sig på Islands Brygge ilde op, de forstår det.

Hvad vi giver videre til vores børn? Hvordan kan det være, at der skal lovgives, før der lyttes? Kan det bare tillægges deres ikke fuldt funktionelle frontallapper og at de er styret af lyst og impuls og gerne vil være en del af flokken?

Hvad er det i vores opdragelse, der ikke ligger inde i de unge? Hvor meget eller hvor lidt har vi talt om moral og etik, de store ting i livet med vores børn?

Hvis man, som mor (eller far) har glemt at fortælle sine børn, at man synes, at man skal holde sig velsoignerede, kan jeg som maximum håbe, at de har set andre gøre det og tænkt, at det ville de også. Jeg kan således ikke forvente, at de gør det eller forundres, hvis de lader være. Jeg er så at sige selv ude om det.

Tager vi den tanke videre til det at være udlænding i Danmark og hvordan en udlænding bliver mødt, taler vi ind i brandfarligt stof, men faktisk meget sammenligneligt. Har jeg ikke lært mine børn at behandle alle lige eller med respekt, men kun tænkt det, så kan jeg ikke bagefter stå og sige, at mit barn ikke er fordomsfuldt overfor andre etniciteter, for reelt ved jeg det ikke.

Det kunne være, at børnene taler grimt til eller mobber andre aktivt uden at blive stoppet. Eller at de bliver stoppet med en reprimande her og nu. Måske har vi faktisk slet ikke undervejs i opdragelsen talt tilstrækkeligt ind i en grundlæggende værdi. At det at være i verden i et velfungerende multietnisk samfund fordrer, at vi alle er lige meget værd som borgere, fordi vil tilhører menneskeracen og ikke af andre grunde overhovedet.

Derfor har vi racismeparagraffer og andre lovgivninger, der skal beskytte nogen mod nogle andres uetiske og umoralske handlinger og eller ytringer.

Hvad nu, hvis vi forældre tog også dén opgave på os at italesætte vores egne værdier i en grad, så vores børn ikke selv skulle inde ud af, hvordan verden hænger sammen gennem trial-and-error metoden?

Meget af den implicitte viden vi har, kan føles som om den siver med ud, når vi taler. Det er så indgroet i os selv at have en specifik værdi, at vi tager for givet, at andre tæt på os kender den. Vi tænker, at de kan lytte sig til den, også mens vi siger noget helt andet. Sådan forholder det sig dog ikke.

Hvis vi mener noget og har en iboende vigtig værdi, skal vi give lyd til det – sætte ord på. Lære vores børn samfundssind fra helt små. Om det er at holde sig ren, holde afstand eller holde respekt for hinanden og hinandens forskelligheder.

Trigger warning: forældrebashing


31. mar. 2020
af: Charlotte Diamant

Eller hvordan forældre ofte ikke magter at forme deres børn, fordi de kommer til at koge over og bogstavelig talt løbe fra ansvaret

Hvornår er det ok at sige, at forældrene har et kæmpe ansvar, uden at det hedder forældrebashing? Hvornår må jeg som fagperson give lyd til, at det meget langt hen ad vejen er de voksne derhjemme, der skaber det forkælede barn, det impulsstyrede barn, det udadreagerende barn, det ængstelige eller det opgivende barn? Her tænker jeg primært på det barn, der ikke er velreguleret i 8-10-12 års alderen og som er på vej ind i puberteten og ikke de små børn, som har for få trygge voksne omkring sig i børnehaven.

Der er mange ting, vi har vidst meget længe. Der har i omkring 100 år været forsket i ’det med familie’. Tilknytning, forældretyper, forældremåder, opdragelse, relationer, børns temperament, risikofaktorer og beskyttende faktorer, resiliens, sårbarhed, you name it. Alt sammen for at blive klogere på, hvad der sker i relationerne, hvilken påvirkning, der forårsager hvilken effekt, hvordan man faciliterer den optimale udvikling for barnet på dets vej ud i livet.

Ja, barnets personlighed – deres medfødte egenskaber og karaktertræk – betyder noget. Ja, barnets tidlige adfærd med fx kolik betyder noget. Ja, barnets position i søskendeflokken betyder noget. Men det, der betyder mest, er hvordan barnet bliver mødt og dermed forældres måde at være forældre på.

Det er ikke lige meget, om man taler pænt til sit barn, selvom man selv er edderspændt rasende. Det er ikke lige meget, om man har gode intentioner, som ikke bliver til handling. Det er ikke lige meget, om vi lytter til barnets behov og tilsidesætter vores egne. Og det er heller ikke lige meget, om man fortæller sit barn, at det er deres skyld, når vi får det, som vi får det og har det, som vi har det.

Tag nu for eksempel adfærdsforstyrrelser – ikke ADHD’en, som er noget meget andet i sig selv – men den type, der udelukkende er opstået i relationer. Den, hvor barnet ikke formår at affektregulere, længe efter at det udviklingsmæssigt skulle kunne det. Det starter som regel med oppositionel adfærd hos barnet, som hvis den ikke stoppes her, senere er i stor risiko for at udvikle sig til en regulær adfærdsforstyrrelse.

Og lad os bare tage en helt almindelig hverdagssituation til at illustrere, hvad der sker i mange helt almindelige hjem. Den uhensigtsmæssige cyklus der forekommer, når en forælder forsøger at få et barn til at gøre noget, som barnet ikke gider. Denne cyklus bliver en vane, en sådan-gør-vi-her, selvom den voksne har prøvet alt i sin magt for at ændre det. Både barn og forælder bliver belønnet for deres uhensigtsmæssige måde at håndtere situationen på og derfor fortsætter de med at gøre det samme – med samme effekt.

Lad os bare sige, at den voksne vil have barnet til at dække bord. Den voksne går ind og giver beskeden. Barnet starter måske med at ignorere og så give en blid afvisning af opfordringen. Udvekslingen eskalerer, indtil forælderen giver op og dækker bordet selv. Og tænker måske, at barnet er træt og har haft en lang dag. Eller at de igen er blevet gjort til martyren, der skal klare alting. Eller at deres barn er en møgunge, der burde respektere den voksne.

Uanset de efterfølgende tanker har begge parter både vundet og tabt. På den korte bane vandt barnet ved at slippe, på den ligeså korte bane vandt den voksne ved at komme ud af konflikten og få ro. På den lange bane tabte barnet muligheden for at lære at tilsidesætte egne behov og til at være en del af fællesskabet derhjemme. Og den voksne lærte, at de ikke har opnået tilstrækkelig respekt (indsæt selv passende ord her) til at kunne bevare den gode stemning, samtidig med at de får lidt praktisk hjælp i hverdagen.

Måske er der ovenikøbet en forsoning lidt senere, der på overfladen får den dumme situation til at gå væk. Og både barn og voksen kan nogenlunde genfinde deres ro. Indtil næste gang.

Hvad lærer barnet af denne type udveksling? Det lærer helt tydeligt, at når man råber og går i affekt, slipper man for sine pligter.

Hvad misser barnet at lære af denne type udveksling? At få lettet rumpen, selvom man ikke har lyst. Det forplanter sig ikke nødvendigvis så meget i barnet, at det også vil udspille sig andre steder. Til at begynde med. Men det bliver barnets modus operandi i kravsituationer fx i skole, til sport, med kammerater. Og så har vi balladen. Og vreden. Og bekymringen. Og frustrationen. Og afmagten.

Jeg siger ikke, at det er nemt at ændre sådan et mønster. Jeg siger blot, at det er den voksne, der giver barnet denne læring. En læring om at det er ok at opføre sig på denne måde, have en ’forstyrret adfærd’, en adfærdsforstyrrelse. Derfor er det også den voksne, der skal ændre mønstret – de skal gå forrest med en ny adfærd, med god affektregulering og nervesystemet i ro. Alt for ofte hører jeg, at barnet skal opføre sig anderledes og bevare roen i pressede situationer. Men de har jo lært hjemmefra, at man ikke skal bevare roen og at det er ok at råbe, blive frustreret og vred.

Måske falder det nogen for brystet, at jeg kaster så meget ansvar over på forældrene – og det er jo også helt frivilligt om de vil gribe det. Men det er min erfaring og faste overbevisning baseret på hundredvis af samtaler om netop dette emne, at det er den eneste vej frem. Den vej, der viser barnet, at et nervesystem i ro kan rumme både frustration og ulyst, samtidig med at man bevarer kontakt og relationen til den anden. Der er ikke så længe til påske, måske det kunne være dén gave, man gav sit barn i år.

Familielivet i en coronatid – hvordan får vi det til at gå op?


22. mar. 2020
af: Charlotte Diamant

Mens Corona florerer, er her stille og jeg arbejder i stedet online med e-terapi.

Den første spændende tid med hjemmeskole fortoner sig allerede nu muligvis i modvilje og konflikter her inde i uge to med de nye forhold. Det hele forandrer sig og strammer til på daglig basis, så hvordan håndterer vi det bedst muligt?

Vi har alle behov for kontakt, liv, samvær, udfordringer og stimulation for at holde humøret oppe og bevare vores trivsel. Vi har i den grad også behov for forudsigelighed og dén er der ikke meget af for nogen af os i denne tid.

Det, at vi voksne bliver usikre på både økonomi og smittefare, gør noget helt grundlæggende ved os. Vi bliver bekymrede og har ikke en pejling, vi kan ikke grave i vores erfaringer og bruge noget, der før har virket. For det er nyt for os alle. I forhold til at være hjemme hele familien, hele tiden er vi alle ekstra udfordrede.

Ikke desto mindre er det vigtigt for vores børn, at de oplever voksne med ro og overblik. For de kigger naturligvis til dem for råd, ro og handlemuligheder.

Børn har brug for tydelige voksne til at guide dem – også når børnene ikke har den store motivation - en voksen, der tager lederskabet på sig. Og er det ikke passende lige her at sende en kærlig tanke til de lærere og pædagoger, der til hverdag får dette til at fungere det meste af tiden med de fleste unger?! Mens vi passer hvert vores på jobbet og ikke skænker den svære opgave særlig mange tanker? Det tænker jeg; så hatten af for alle jer!

Så hvordan kan man som forælder bedst holde tungen lige i munden som både lærer, pædagog og virtuelt tilgængelig medarbejder på samme tid?

Her kommer 5 råd til den nye hverdag

1 – lav en plan, en visuel eller i hvert fald tydelig struktur på hverdagen.

Når der ikke er pres udefra, når vi ikke hænger i den snor om morgenen, som de fleste børnefamilier kender, er det sværere at tage os sammen til at få tingene gjort. Når vi er hjemme og ikke skal afsted, er det mest naturligt at slække på krav og formaninger. Man kan hænge ud i nattøj og se lidt mere iPad – for det er en weekendfølelse, vi har derhjemme, når vi er samlet. Så det er lidt imod vores mønstre og vaner at lave struktur og holde kommandovejene tydelige og åbne på den gode måde… for vi er her jo bare. Vi forældre er dog nu de eneste voksne til stede og derfor 100% op til os at sørge for at få hverdagen derhjemme til at fungere – så ind i et skema med det, der kan rammesættes.

2 – vær realistisk omkring børnenes evner for selvstudie og niveau af koncentration og motivation

Hvor ville det være rart at kunne følge instruktionerne fra Aula for det enkelte barn og så sætte dem ved spisebordet 4-5 timer, mens man selv får passet sit arbejde. Men det er alt for ambitiøst og dømt til at skabe konflikter, så man alligevel ikke får arbejdet. Tænk i stedet dagen delt op i lommer af koncentration og adspredelse. Et barn på fx 6-10 år kan ikke koncentrere sig ret længe ad gangen. Lad dem lave en opgave på fx 30 minutter og efterfølgende en pause. Gentag dette 3-4 gange i løbet af dagen. Strukturen kunne være: skole 9-11, pause 11-13 og en times skole igen kl. 13-14. Mere kan du ikke forlange.

3 – giv børnene en gulerod – både for god opførsel, men især ’bare fordi’

Når barnet har lavet skole om formiddagen, så giv dem en solid frokost og en legepause med bevægelse. Kroppen har brug for fysisk aktivitet og at pulsen kommer op – ikke mindst for koncentration og glæde. Så det er investeringen værd. Tillad larm og ballade, lav nogle sværd af gamle aviser, sæt musik på og lad dem hoppe i sofaen eller slå kolbøtter i gangen MED MEGEN LARM. De skal afreagere og det gør de bedst med lyd og bevægelse. Lad dette blive en ting at se frem til for dem, så kan de bedre være vedholdende om formiddagen i forventning om den gode pause. Eftermiddag skal også have en gulerod – gå ud med dem eller hvis de er en lille flok og I har adgang til udendørsarealer, så lad dem selv gå ud. Giv dem mulighed for frisk luft og bevægelse også her. Leg karate med luftspark; indianere, der skal liste hen over døde grene uden en lyd; politi og røvere; eller bare helt almindelig gemmeleg. Det lyder måske for barnligt og du tænker, at det er dit barn for gammelt til. Det er dog sådan, at når verden er lidt utryg, så bliver børn (og voksne) lidt yngre end deres alder. Det er ok at regrediere lidt og at mentalt rykke en hylde eller to nedad. Hvis man så til gengæld får lov til at være der, kan man føle sig tryg i, at det er sjovt at lege og at nogle voksne er der til at passe på.

4 – det er kun en overgang, tænk hver dag som den bedste og den sidste

Det er totalt uvant for mange af os at være pædagogiske og bevare roen, når ungerne udfordrer. Når vi ovenikøbet skal holde ud en hel dag, samtidig med at vi passer vores eget, bliver vi presset til det yderste. Her er det godt at minde sig selv om, at børn gerne VIL samarbejde, at de gerne VIL være på dit hold. Det er dit lederskab, der skal få det til at ske. Det betyder, at hvis du kan være pædagogisk dvs. bevare roen og tillade, at der skal et (uvist) antal gentagelser til, før tingene sker, så får du børn, der føler sig trygge og følger med dig i dit lederskab. Holder du fast og bevarer roen, vil det lykkes! Måske det kan hjælpe dig at tænke, at du kun skal klare det i dag – ikke kigge fremad – men bruge alle dine kræfter i dag på at få det til at fungere. Det vil også hjælpe dig til at bevare fokus og blive nogenlunde i nuet. Det tapper dig ikke til i morgen, men vil give en følelse af succes til at starte den nye dag på. I morgen er en ny dag og den varer også kun fra morgen til aften. Du kunne også skære dagen ned i endnu mindre bidder, som skal lykkes bedst muligt. Hver lille succes giver mere overskud til at klare den næste.

5 – tal med børnene om det nære og med andre voksne om din frustration og afmagt

Det er nyt for os alle at være i lock down derhjemme. For nogen kan det føles som en kærkommen mulighed at være sammen med de små, en dulmen af den konstant dårlige samvittighed, vi voksne kan føle i en travl hverdag. Manna for sjælen i de familier og tillykke til jer. Man må godt se på det positive i svære tider. Men måske der også her er en honeymoon effekt efter lidt tid, hvor hverdagen banker på, den hverdag vi ikke selv har bestemt. Det er frustrerende og begrænsende. Vi har alle behov for en følelse af frihed, selvbestemmelse og kontrol. Store som små. Så sæt skik på dit eget program, med plads til fleksibilitet og de uundgåelige, udfordrende konflikter, som alle vil møde. Giv så meget som muligt børnene en stemme i, hvordan I strukturerer hverdagen. Små, lukkede valg, alternativer til formatet ’røv til sæde’. Lad dem lave mad og være med til andre ting, der giver jer alle værdi. Når børnene er bekymrede, så tal ind i deres nære hverdag. Giv dem en oplevelse af, at du har styr på det og overblik – børn oplever nye ting, førstegangsting, meget ofte. Hele denne meget atypiske periode er som alt andet nyt for børn, noget der skal inkorporeres i deres forståelse af at være i verden. Forbered dig på at tale med børnene undervejs – hav en masse paratsætninger klar, så du kan tale til dem i her-og-nu format. Ligesom når vi taler med børn om alvorlige sygdomme generelt som fx cancer, kan vi sige, at der er læger, der har forstand på sygdommen og passer på de syge og/eller at de gamle kan få hjælp på hospitalet. Del ikke din egen bekymring med dit barn! Aldrig! De har ikke noget at bruge den til, andet end at blive utrygge og det skaber endnu dårligere stemning. Så tænk det som en investering at holde det inde. Og frem for alt tilgiv dig selv, at det føles svært og alt for stort – du er helt sikkert ikke alene om at have det sådan. Tal med andre voksne! Lær af hinanden! Hold ud! Der sker det, der sker og har vi gjort alt, hvad vi kan, er det bare at ride stormen af. Du kan kun leve og være til stede i dag.

Med nærvær og opmærksomhed kommer selvværd, ro og styrke!


22. mar. 2020
af: Charlotte Diamant

Mens tiden går sin skæve gang, bliver små børn store og skaden smertefuld

Var den heftige debat om forældrebashing for nogle år siden berettiget?

Måske var vi vidner til forældre, der febrilsk forsøgte at regulere barnet efter en lang dag uden tilstrækkelig afstemt kontakt? Fordi børn i daginstitutioner skal tackle deres konflikter selv – både dem med en jævnaldrende og den indeni, hvor de bare trisser rundt og føler sig ensomme? Forældre, der fornemmede et barn, der var så følelsesmæssigt udmattet, at det eneste de havde at gøre godt med, var deres tilknytningssystem der skreg på at tilgodese barnets uopfyldte behov for nærvær og opmærksomhed.

Hvad har forældre reelt af muligheder, hvis skaden sker 8 timer dagligt og de skal gøre det godt igen på 3? Og hvad nu hvis de slet ikke er trænet i at tænke i et møde mellem to sæt nervesystemer, hvis det eneste, de har at gøre godt med, er deres egne erfaringer hjemmefra? De kan vælge at gøre det samme, det modsatte eller opfinde det varme vand undervejs.

Jeg ser forældre, der alle har problemer med at regulere deres barns følelser og adfærd og spørger allerførst ind til både graviditet og barnets første tid. Vi ved, at fx stress, angst og depression under graviditeten påvirker barnets biologi. Var barnet som helt lille nemt at stille tilfreds, havde det en god rytme, var det nemt at stimulere, berolige, made, putte finde sig til rette med evt. søskende osv.? Følte forældrene sig tilstrækkelige? I bekræftende fald, ved vi, at barnets vanskeligheder formentlig er opstået efter fødslen. Så langt, så godt.

Men hvad gik der så galt i det lille hjem? For mon ikke kvaliteten i barnets institution er i orden? Der er uddannede pædagoger på alle stuer, så de ved, hvad de laver. Forældrene er bekymrede, har dårlig samvittighed, har kæmpet en kamp og forstår ikke, hvorfor billedet ser ud, som det gør. I samtalen får vi afdækket konkrete hverdagssituationer og forældrene fører mig ret præcist igennem, hvem der siger og gør hvad fra start, til det hele går i hårdknude eller falder fra hinanden.

I nogle familier har forældrene kort lunte, råber ad barnet og hinanden, føler her ikke empati og vil blot have barnet til at makke ret.

Der er de familier, der er eftergivende, fordi de ikke orker konflikt og derfor føjer og gør alt, hvad de kan for at barnet ikke får en nedsmeltning.

Og så er der de forældre, der er lydhøre, faste, kærlige, konsekvente og forudsigelige og som har læst en masse bøger og er med på beatet omkring børns udvikling. Det er den sidste familietype, der er den mest bekymrende. Hvad laver de hos mig? Hvorfor kan de ikke regulere deres barn? Det er her, den kvikke læser har fanget pointen. De to første typer familier får en masse med hjem og bliver meget klogere, til gavn og glæde for alle. De får skuldrene ned og barnet mødes mere relevant. De autoritative forældre, dem vi kalder ’gode nok’,  bliver bare mere bekymrede og sidder ulykkelige tilbage med en følelse af frustration og utilstrækkelighed. Ironien er til at få øje på!

Tilknytning til trygge forudsigelige voksne er livsnødvendigt fra fødslen, for barnets sunde udvikling og trivsel. Tilknytningspersonen fungerer som en tryg base, barnet kan søge nærhed hos, når verden bliver lidt stor. Et vuggestuebarn kan ikke berolige sig selv. Det har brug for et roligt nervesystem i en følelsesmæssig afstemt stund for at finde tilbage. I løbet af en hvilken som helst dag finder et antal misafstemninger sted, som den voksne opdager og korrigerer, så barnet falder til ro. Deraf udtrykket ‘den gode nok’ forælder. Barnet udvikler sig og øver sig i at frustreres og at rumme det svære, i en gryende bevidsthed om, at nogen er der til at hjælpe dem til ro. De trænes i at mestre svære følelser for til sidst at kunne selv.

Førskolebørns job er at træne sociale, kognitive og følelsesmæssige færdigheder med alt, hvad det indebærer. De skal søge passende kontakt, dele, skiftes, vente, lære og lege. I et trygt velstimulerende miljø er disse færdigheder helt naturlige at opnå. Det er en del af det at være menneske i et fællesskab. Det er fint og godt. Hvis der er betingelser for at dette finder sted. Og det er så her, vi har balladen. Ikke et lille skvulp, men en kæmpe ballade med enorme konsekvenser.

Sårbarhed i form af ængstelse, urolig adfærd, forstyrret opmærksomhedsevne, forringet indlæringsevne, stress, tungsindighed, hjælpeløshed, manglende vedholdenhed og tro på egne evner, utilstrækkelige sociale kompetencer, mobning for at nævne dem, der ligger lige for.

Er det virkelig her Frivillig-Danmark skal træde til? Det er på den ene side en kæmpe falliterklæring og kunne på den anden side være en vigtig løsning på et problem, der ikke forsvinder, mens nogen kigger den anden vej eller diskuterer økonomi.

Måske den begyndende bølge af veluddannede nye forældre, der vælger at blive hjemme og passe deres børn selv, ender med at blive den nye norm og vejen frem. Det kræver kæmpe mod at træffe den beslutning, for der skal tages tid ud af karrieren, nedskaleres på statussymboler og andres blikke og holdninger skal kunne opvejes af glæden ved at være der for sit barn. Set fra barnets perspektiv og landets fremtid som hele, kunne det intuitivt vise sig at blive den bedste anvendelse af ressourcer… men det er en helt anden snak.